Lov om byfornyelse § 122
§ 122. Staten stiller garanti for lån, der optages til dækning af de dokumenterede udgifter som følge af gennemførelse af forbedringsarbejderne inklusive låneomkostninger og eventuelt kurstab.
Stk. 2. Garantien omfatter lån ydet i medfør af § 28 eller § 29 i realkreditloven og realkreditlignende lån ydet af et pengeinstitut. Nettoprovenuet af lån, hvortil der ydes statsgaranti, må ikke overstige de i stk. 1 nævnte udgifter. Det er en betingelse for garantistillelsen, at lånet er ydet mod pant i den forbedrede ejendom.
Stk. 3. Garantien dækker långivers tab på lån som nævnt i stk. 1 med 80 pct. af forholdet mellem den aktuelle nominelle restgæld på lånet og de i stk. 1 nævnte udgifter med fradrag af 40 pct. af forholdet mellem det konstaterede tab på lånet og de i stk. 1 nævnte udgifter, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Er der tinglyst flere lån til dækning af de i stk. 1 nævnte udgifter, beregnes garantien efter stk. 3 for hvert enkelt lån, således at der til den aktuelle nominelle restgæld på lånet tillægges den aktuelle nominelle restgæld på foranstående lån ydet til udgifter som nævnt i stk. 1 og omfattet af samme tilsagn.
Stk. 5. Forfaldne ikke betalte terminsydelser på de i stk. 1 nævnte lån dækkes med samme procentsats, som er beregnet efter stk. 3 og 4 for det konstaterede tab.
Kilde: Retsinformation.dk