Lov om byfornyelse § 101
§ 101. Lejeren af et beboelseslejemål kan senest 6 uger efter, at udlejerens meddelelse om aftalens indgåelse er kommet frem til lejeren, afvise gennemførelse af arbejder, der alene vedrører det pågældende lejemål. Lejeren kan dog ikke modsætte sig gennemførelsen af arbejder, der er af almen betydning for boligens eller ejendommens forbedring. Endvidere kan lejeren ikke modsætte sig gennemførelse af arbejder, som lejeren tidligere skriftligt har accepteret gennemførelsen af.
Stk. 2. Vil udlejeren ikke godkende lejerens afvisning af gennemførelse af arbejder efter stk. 1, 1. pkt., skal udlejeren indbringe sagen for huslejenævnet senest 6 uger efter, at lejerens afvisning er kommet frem til udlejeren, såfremt udlejeren fastholder kravet om gennemførelse af arbejderne. I kommuner, hvor bestemmelserne i kapitel II-V i lov om midlertidig regulering af boligforholdene ikke finder anvendelse, skal indbringelse dog ske for byfornyelsesnævnet. Såfremt udlejeren ikke gives medhold, kan lejeforhøjelse for de af udlejer gennemførte arbejder i den omhandlede bolig ikke gennemføres over for den lejer, der har afvist arbejdernes gennemførelse, jf. stk. 1, 1. pkt. Ved genudlejning finder § 112, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
Kilde: Retsinformation.dk