§ Lov om byfornyelse · kapitel 13 af 14
Kapitel 13 – *Godkendte byfornyelsesselskaber og andre rådgivere*
LOV nr 381 af 10/06/1997
§ 194. Et godkendt byfornyelsesselskab er et selskab, der er godkendt af boligministeren til at bistå kommunalbestyrelsen og ejere med at forberede og gennemføre arbejder efter denne lov.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan overlade til et godkendt byfornyelsesselskab eller en anden af kommunen antaget rådgiver at forberede og gennemføre arbejder efter denne lov samt at varetage nærmere bestemte administrative opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen i forbindelse med arbejder efter denne lovs kapitel 2, 3, 4, 5 og 9.
Stk. 3. Boligministeren kan tillade, at et godkendt byfornyelsesselskab udøver accessorisk virksomhed, herunder virksomhed i udlandet.
§ 195. Et godkendt byfornyelsesselskabs navn og vedtægter samt ændringer heri skal godkendes af boligministeren for at være gyldige.
Stk. 2. Betegnelsen byfornyelsesselskab, saneringsselskab eller betegnelser, der kan forveksles hermed, er forbeholdt godkendte byfornyelsesselskaber. Boligministeren kan forbyde andre selskaber at anvende sådanne betegnelser.
Stk. 3. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser, der nærmere fastlægger selskabets formål og angiver den måde, hvorpå formålet skal søges virkeliggjort. Vedtægterne skal endvidere indeholde regler til sikring af en betryggende ledelse og forretningsførelse.
Stk. 4. Et godkendt byfornyelsesselskab kan ikke opløses, medmindre boligministeren meddeler tilladelse hertil.