§ Lov om byfornyelse · kapitel 11 af 14
Kapitel 11 – *Midlertidige boliger til unge*
LOV nr 381 af 10/06/1997
§ 180. Boligministeren bemyndiges til at oprette en fond med det formål at iværksætte forsøg med at tilvejebringe og formidle midlertidige boliger for unge inden for de økonomiske rammer, der stilles til rådighed for fonden.
Stk. 2. Fonden ledes af en bestyrelse, der udpeges af boligministeren. Bestyrelsen kan antage bistand til at forestå den daglige ledelse.
Stk. 3. Fondens vedtægter godkendes af boligministeren.
Stk. 4. Fonden er underlagt revision efter lov om revision af statens regnskaber.
§ 181. Bestyrelsen for fonden skal søge at tilvejebringe økonomiske bidrag til fonden.
§ 182. Fonden kan tilvejebringe midlertidige boliger til unge i egnede ejendomme, som fonden lejer, låner eller køber.
Stk. 2. Såfremt de i stk. 1 nævnte ejendomme er kondemnerede efter § 167 og ubeboede, kan fonden fremsætte et forbedringsforslag over for kommunalbestyrelsen. Har fonden lejet eller lånt en sådan ejendom, kan forbedringsforslag kun fremsættes efter ejerens forudgående tiltræden.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan godkende forslaget, såfremt den skønner, at sundheds- og brandfare herved afhjælpes i et sådant omfang, at midlertidig benyttelse som boliger for unge er forsvarlig. Bestemmelsen i § 170, stk. 2, om, at kommunalbestyrelsen kan nægte at godkende et forbedringsforslag, hvis ejendommen eller en del af denne også efter forslagets gennemførelse ville vedblive at være væsentlig ringere end ejendomme med boliger og opholdsrum, som opfylder bestemmelserne i byggelovgivningen, finder ikke anvendelse.
§ 183. Bestemmelserne i §§ 4, 5, 7, 46 a, 47-53 e, 58-68, 70, 73, 74, 87, 100-105, 113 a og 113 b i lov om leje og bestemmelserne i lov om midlertidig regulering af boligforholdene finder ikke anvendelse på boliger, der er omfattet af bestemmelserne i dette kapitel.
Stk. 2. Såfremt en beboer har indgået en tidsbestemt aftale med fonden om benyttelse af en beboelseslejlighed eller et enkeltværelse, kan tidsbegrænsningen ikke tilsidesættes.
Stk. 3. Beboere af midlertidige boliger for unge har ikke ret til en erstatningsbolig efter bestemmelserne i denne lovs kapitel 7.
§ 184. Boligministeren fastsætter nærmere regler om gennemførelse af forsøg efter bestemmelserne i dette kapitel.