← Lov om byfornyelse

§ Lov om byfornyelse · kapitel 1 af 14

Kapitel 1 – *Almindelige bestemmelser*

LOV nr 381 af 10/06/1997

Formål

§ 1. Det påhviler kommunalbestyrelserne efter bestemmelserne i denne lov at medvirke til

    1. at skabe velfungerende byområder og forbedring af generelle levevilkår gennem en helhedsorienteret indsats rettet mod boliger, bygninger, friarealer, boligsociale og områdemæssige forhold,
    1. at skabe velfungerende boliger og boligområder gennem istandsættelse og ombygning af boliger, der er væsentligt nedslidte, etablering af friarealer samt indpasning af nybyggeri,
    1. at imødegå væsentlig nedslidning af boliger,
    1. at fremme økologiske, ressource- og miljømæssige samt arkitektonisk rigtige løsninger i byfornyelsen,
    1. at beboere og ejere inddrages i planlægningen og gennemførelsen og
    1. at give kommunerne mulighed for at målrette byfornyelsesindsatsen gennem valg af den mest hensigtsmæssige beslutningstype og støtteform.

§ 2. Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge sine aktiviteter efter loven således,

    1. at et passende antal boliger udformes i overensstemmelse med reglerne om almene ældreboliger i lov om almene boliger m.v.,
    1. at der i passende omfang sker en begrænsning af bygningernes ressourceforbrug og gennemføres miljømæssige foranstaltninger, og
    1. at forbedringer og nybyggeri bevarer eller styrker områdernes arkitektoniske værdier.

§ 3. Bestemmelserne i kapitel 2 og 3 kan anvendes, når der foreligger det fornødne plangrundlag i henhold til lov om planlægning.