← Lov om seniorydelse

§ Lov om seniorydelse · kapitel 3 af 6

Kapitel 3 – *Ydelsens størrelse, udbetaling, begrænsninger i udbetaling m.v.*

LOV nr 376 af 10/06/1997

§ 8. Til medlemmer, der inden for de sidste 10 år sammenlagt har været fuldtidsforsikret i mindst 5 år, deraf mindst 26 uger umiddelbart før overgangen til seniorydelsesordningen, udbetales ydelsen med et fast beløb på 82 pct. af højeste dagpenge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Beløbet afrundes til det nærmeste hele kronebeløb.

§ 9. Til deltidsforsikrede medlemmer og til fuldtidsforsikrede medlemmer, der ikke opfylder betingelserne i § 8, udbetales seniorydelsen med 2/3 af beløbet i § 8. Beløbet afrundes til det nærmeste hele kronebeløb.

§ 10. Seniorydelse kan tidligst ydes fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen har modtaget medlemmets skriftlige ansøgning.

Stk. 2. Retten til seniorydelse ophører med udgangen af den måned, hvor medlemmet fylder 67 år.

§ 11. Seniorydelse udbetales bagud for 4 henholdsvis 5 uger, således at hver udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i en måned. En arbejdsløshedskasse kan dog vælge at udbetale seniorydelsen for en måned ad gangen. Udbetalingen sker månedsvis bagud og ydes for indtil 160,33 timer pr. måned.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan ændre en udbetalingsperiode, når særlige forhold taler herfor.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter nærmere regler om, hvornår ydelsen skal være til disposition for medlemmet.