§ Inkassoloven · kapitel 8 af 8
Kapitel 8 – *Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.*
LOV nr 319 af 14/05/1997
§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., § 16 eller § 23.
Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens §§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.
Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986, som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel udgår ordene »inkasso- og«.
2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.
Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19. februar 1986, som ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1987, foretages følgende ændring:
1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der indsættes som nr. 38:
- »38) inkassovirksomhed.«
§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 14. maj 1997
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Frank Jensen
Officielle noter
Ingen