← Filmloven

§ Filmloven · kapitel 3 af 10

Kapitel 3 – *Afleveringspligt*

LOV nr 186 af 12/03/1997

§ 12. Af enhver dansk film, der forevises offentligt, skal

producenten på begæring aflevere et eksemplar til Det Danske

Filminstitut og et fuldstændigt sæt af de til reklame- og

undervisningsbrug fremstillede billeder og materiale m.v. fra filmen.

Såfremt der efter denne lov er ydet støtte til filmens produktion,

skal afleveringen ske vederlagsfrit.

Stk. 2. Senest to år efter en dansk films første offentlige forevisning i Danmark skal producenten af egen drift vederlagsfrit aflevere en god kopi af filmen til instituttet.

Stk. 3. Negativer til danske film, der har været forevist offentligt, og negativer til de til reklame- og undervisningsbrug fremstillede billeder fra film må ikke tilintetgøres, førend de vederlagsfrit har været tilbudt instituttet og dette har erklæret ikke at ville overtage dem.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse på danske film, der ikke har været forevist offentligt, men som har været sat i distribution med henblik på at nå ud til bredere kredse.

Stk. 5. Kan producenten ikke entydigt identificeres, kan instituttet bestemme, at afleveringspligten overgår til distributøren.

§ 13. Af enhver dansk film, der distribueres og sælges i Danmark i videokassetteform i over 50 eksemplarer, skal distributøren af egen drift vederlagsfrit aflevere en ubrugt kopi til Det Danske Filminstitut.

§ 14. Afgår den afleveringspligtige ved døden, eller kommer vedkommende under konkurs, påhviler afleveringspligten boet.

§ 15. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om afleveringsformen, herunder om afleveringsterminer, samt om, hvilke oplysninger der skal ledsage det afleverede, og i hvilke tilfælde Det Danske Filminstitut kan yde delvis godtgørelse af udgifter forbundet med afleveringen.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om bevaring og tilgængelighed af de afleverede film og videogrammer.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om, at visse typer film og videogrammer undtages fra afleveringspligten, og om kassation af eksemplarer, som ikke skønnes egnede til bevaring.

§ 16. Det Danske Filminstitut må ikke forretningsmæssigt udnytte det materiale, som er afleveret til instituttet i henhold til §§ 12 og 13.