← Lov om korte videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser)

§ Lov om korte videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser) · kapitel 1 af 4

Kapitel 1 – *Uddannelserne*

LOV nr 1115 af 29/12/1997

§ 1. Undervisningsministeren tilrettelægger korte videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser), der bygger på erhvervsuddannelserne, landbrugsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser.

Stk. 2. Ministeren fastsætter nærmere regler om uddannelserne og om adgang, indskrivning og orlov m.v. ved uddannelserne.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte et højeste optagelsestal for en eller flere uddannelser.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om kvalitetsudvikling og -kontrol og om lærerkvalifikationer.

§ 2. Uddannelserne skal i almindelighed vare 2 år som heltidsuddannelser. Uddannelser af mere end 2 års varighed kan tilrettelægges således, at de studerende kan afbryde uddannelsesforløbet med en afsluttet uddannelse, som er en del af den længerevarende uddannelse.

Stk. 2. Uddannelserne skal have til formål at kvalificere den uddannede til at løse praktiske, erhvervsnære opgaver på et analytisk grundlag.

Stk. 3. De enkelte uddannelser skal tilrettelægges med henblik på at kunne opfylde generelle behov for erhvervsmæssige kvalifikationer.

§ 3. Undervisningsministeren træffer afgørelse om, hvilke uddannelsesinstitutioner der kan udbyde de enkelte uddannelser.

Stk. 2. En afgørelse om godkendelse kan tilbagekaldes, hvis der ikke længere er behov for, at uddannelsen gennemføres af institutionen, eller hvis institutionen ikke overholder regler om uddannelsen eller påbud om at gennemføre konkrete foranstaltninger til oprettelse af forsvarlige uddannelses- eller undervisningsmæssige forhold.

Stk. 3. En institution, der har optaget studerende i en uddannelse, er ansvarlig for at gennemføre hele den for uddannelsen foreskrevne undervisning, medmindre andet aftales mellem institutionen og den studerende.

§ 4. Institutionen tilbyder ansøgere og studerende rådgivning om valg af uddannelse og erhverv.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.