Kapitel VI – *Særlige bestemmelser*

Artikel 24

Virksomhed ud for kysten

     1. I tilfælde af virksomhed, der er omfattet af denne artikel, skal artiklens bestemmelser finde anvendelse uanset enhver anden bestemmelse i denne overenskomst. Denne artikel skal dog ikke finde anvendelse på virksomhed, som en person udøver ud for kysten, i tilfælde hvor denne virksomhed udgør et fast driftssted i henhold til artikel 5 eller et fast sted i henhold til bestemmelserne i artikel 14 for den pågældende person.

     2. Udtrykket »virksomhed ud for kysten« betyder i denne artikel virksomhed, der er udøvet ud for kysten i en af staterne i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og dens undergrund og de deri værende naturforekomster.

     3. Et foretagende i en af staterne, der udøver virksomhed ud for kysten i den anden stat, skal under iagttagelse af stykke 4 i denne artikel anses for i denne forbindelse at udøve virksomhed i den anden stat gennem et fast driftssted, medmindre den pågældende virksomhed ud for kysten udøves i den anden stat i en periode eller perioder, der i alt ikke overstiger 30 dage i en 12-månedersperiode.

For så vidt angår dette stykke:

• a) i tilfælde hvor et foretagende, der udøver virksomhed ud for kysten i den anden stat, er forbundet med et andet foretagende, og dette andet foretagende fortsætter den samme virksomhed ud for kysten som et led i det samme projekt, som bliver eller blev udøvet af det førstnævnte foretagende, og den forannævnte virksomhed udøvet af begge foretagender tilsammen overstiger en periode på 30 dage, skal hvert af de to foretagender anses for at have udøvet sin virksomhed i en periode, der overstiger 30 dage indenfor en 12-månedersperiode;
• b) et foretagende skal anses for at være forbundet med et andet foretagende, hvis det ene direkte eller indirekte besidder mindst en tredjedel af kapitalen i det andet foretagende, eller hvis en person direkte eller indirekte besidder mindst en tredjedel af kapitalen i begge foretagender.

     4. Ved anvendelsen af denne artikels stk. 3 skal udtrykket »virksomhed ud for kysten« dog anses for ikke at omfatte virksomhed som omhandlet i artikel 5, stk. 4, eller nogen kombination af sådan virksomhed.

     5. Fortjeneste som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved transport af forsyninger eller personel til eller mellem pladser i en af staterne, hvor der udøves virksomhed i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og dens undergrund og naturforekomsterne heri, eller ved drift af bugserbåde eller andre hjælpefartøjer til sådan virksomhed, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendet har sin virkelige ledelse.

     6. En person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som ud for kysten i den anden stat udøver virksomhed bestående i udøvelse af frit erhverv eller andet arbejde af selvstændig karakter, skal anses for at udøve den omhandlede virksomhed fra et fast sted i denne anden stat, såfremt virksomheden ud for kysten fortsætter i en samlet periode på 30 dage eller mere.

     7. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved ansættelse i forbindelse med virksomhed ud for kysten udøvet gennem et fast driftssted i den anden stat, kan, i den udstrækning arbejdet er udført ud for kysten i denne anden stat, beskattes i denne anden stat.

     8. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved ansættelse om bord på et skib eller luftfartøj, som omhandlet i stk. 5, skal beskattes i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3.

     9. I tilfælde hvor der foreligger dokumentation for, at skat er betalt i Danmark af indkomstbeløb, der kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 7 og artikel 14 i forbindelse med henholdsvis stk. 3 og stk. 6 i denne artikel, og i henhold til stk. 7 i denne artikel, skal Nederlandene indrømme et fradrag i den nederlandske skat, der skal beregnes i overensstemmelse med reglerne i artikel 23, stk. 2.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

     1. Statsborgere i en af staterne skal ikke i den anden stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1, skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i den ene af eller i begge staterne.

     2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der udøver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en af staterne til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.

     3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, artikel 11, stk. 5, eller artikel 12, stk. 5, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den førstnævnte stat. Tilsvarende skal enhver gæld, som et foretagende i en af staterne har til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden havde været pådraget over for en person, der var hjemmehørende i den førstnævnte stat.

     4. Foretagender i en af staterne, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

     5. Pensionsbidrag, der er afholdt af en fysisk person i forbindelse med personligt arbejde i tjenesteforhold i en af staterne til en pensionsordning, der er oprettet og anerkendt i skattemæssig henseende i den anden stat, skal i en periode på i alt højst 60 måneder kunne fratrækkes ved opgørelsen af den fysiske persons skattepligtige indkomst i den førstnævnte stat og skal behandles i denne stat på samme måde og i henhold til de samme betingelser og begrænsninger som bidrag til en pensionsordning, der er anerkendt i skattemæssig henseende i denne førstnævnte stat, under følgende forudsætninger:

• a) den fysiske person var ikke hjemmehørende i denne stat og betalte bidrag til pensionsordningen, umiddelbart før han påbegyndte ansættelsesforholdet i denne stat; og
• b) den fysiske person er enten stadig ansat af den samme arbejdsgiver som umiddelbart før, han påbegyndte ansættelsesforholdet i denne stat, eller af en arbejdsgiver, der er et indbyrdes forbundet foretagende med den førstnævnte arbejdsgiver; og
• c) de kompetente myndigheder i den førstnævnte stat tiltræder, at pensionsordningen generelt svarer til en pensionsordning, der er anerkendt i skattemæssig henseende af denne stat.

Bidrag til pensionsordningen betalt af det foretagende, der udbetaler vederlag til personen, skal ikke anses som skattepligtig indkomst for den fysiske person.

     6. Ved anvendelse af stykke 5:

• a) betyder udtrykket »en pensionsordning« en obligatorisk ordning, i hvilken den fysiske person deltager for at sikre pensionsydelser for personligt arbejde i tjenesteforhold, som omhandlet i stk. 5; og
• b) en pensionsordning er anerkendt i skattemæssig henseende i en stat, såfremt ydelserne til ordningen ville medføre skattenedsættelse i denne stat.

De kompetente myndigheder kan rådføre sig med hinanden i tilfælde, hvor en pensionsordning ikke er en obligatorisk ordning, for at fastslå om anvendelsen af bestemmelserne i dette stykke og i stykke 5 er berettiget i sådant tilfælde.

     7. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse

af gensidige aftaler

     1. I tilfælde hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet af en af eller begge staterne, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den stat, i hvilken han er hjemmehørende eller, hvis hans sag falder under artikel 25, stk. 1, til den stat, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden 3 år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om den foranstaltning, der medfører beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

     2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til frister, der måtte gælde ifølge de to staters interne lovgivning.

     3. De kompetente myndigheder i de to stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

     4. De kompetente myndigheder i de to stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af en aftale i overensstemmelse med de foranstående stykker.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

De to staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de to staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en af staterne, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der modtages i henhold til denne stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgelse eller klagebehandling i forbindelse med de skatter, der er omfattet af denne overenskomst. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til sådanne formål. De kan meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser.

Artikel 28

Bistand ved inddrivelse

     1. De to stater forpligter sig til at yde hinanden bistand og støtte med hensyn til opkrævning i overensstemmelse med disses respektive love og administrative bestemmelser af de skatter, som omfattes af denne overenskomst, tillige med eventuelle forhøjelser, tillæg, forsinkede betalinger, rentebeløb og omkostninger vedrørende de pågældende skatter.

     2. På anmodning fra den begærende stat skal den stat, der modtager anmodningen, inddrive skattekrav fra den førstnævnte stat i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, der er gældende for inddrivelse af denne stats egne skattekrav. Sådanne krav skal dog ikke nyde nogen fortrinsret i den stat, der modtager anmodningen, og kan ikke inddrives ved gældsfængsling af skyldneren. Den stat, der modtager anmodningen, er ikke forpligtet til at foretage nogen retslig handling, der ikke er fastsat i den begærende stats love.

     3. Bestemmelserne i stk. 2 skal kun finde anvendelse på skattekrav, som er ledsaget af et dokument til godtgørelse af, at disse skattekrav kan inddrives i den begærende stat, og som - med mindre andet er aftalt mellem de kompetente myndigheder - ikke bestrides.

Hvor skattekravet vedrører en person, som ikke er hjemmehørende i den begærende stat, skal stk. 2 dog kun finde anvendelse - medmindre andet er aftalt mellem de kompetente myndigheder - hvor kravet ikke længere kan bestrides.

     4. Forpligtelsen til at yde bistand ved inddrivelse af skattekrav vedrørende en afdød person eller hans dødsbo omfatter kun værdien af dødsboet eller de formuegoder, som er modtaget af hver af de begunstigede arvinger i boet, alt efter om kravet skal inddrives fra dødsboet eller fra arvingerne.

     5. Den stat, der modtager anmodningen, skal ikke være forpligtet til at efterkomme denne

• a) hvis den begærende stat ikke har udnyttet ethvert middel, som denne stat har til sin rådighed inden for sit eget område, undtagen hvor anvendelsen af sådanne midler ville forårsage uforholdsmæssigt store vanskeligheder;
• b) hvis og for så vidt den anser skattekravet for at være imod bestemmelserne i denne overenskomst eller i strid med enhver anden overenskomst, som er indgået af begge stater.

     6. Anmodningen om administrativ bistand ved inddrivelse af skattekrav skal være vedlagt følgende dokumenter:

• a) en bekræftelse af at skattekravet vedrører en skat, der er omfattet af overenskomsten og at bestemmelserne i stk. 3 er opfyldt;
• b) et bekræftet eksemplar af det dokument, der tillader inddrivelse i den begærende stat;
• c) eventuelle andre dokumenter, der er nødvendige for inddrivelse;
• d) hvor det er hensigtsmæssigt et attesteret eksemplar, der bekræfter en eventuel afgørelse i forbindelse hermed fra et administrativt organ eller en offentlig retsinstans.

     7. Den begærende stat skal angive det skattebeløb, der skal inddrives, i både den begærende stats og den anmodede stats møntsort. Den omregningskurs, der skal benyttes ved anvendelsen af den foregående sætning, er den sidste salgspris, der er bestemt af den mest repræsentative valutabørs eller børser i den begærende stat. Ethvert beløb, der inddrives af den anmodede stat, skal overføres til den begærende stat i den anmodede stats møntsort. Overførslen skal foretages indenfor en måned fra inddrivelsesdatoen.

     8. På anmodning fra den begærende stat skal den stat, der modtager anmodningen, foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse af et skattebeløb, selv om kravet bestrides eller endnu ikke er genstand for et eksigibelt dokument for så vidt som dette er i overensstemmelse med lovgivningen og de administrative regler i den stat, der har modtaget anmodningen.

     9. Når det dokument, der giver tilladelse til inddrivelse i den begærende stat, er i overensstemmelse med gældende regler i den stat, der modtager anmodningen, skal dokumentet accepteres, anerkendes, kompletteres eller erstattes straks efter modtagelsen af anmodningen om bistand med et dokument, der giver tilladelse til inddrivelse i den sidstnævnte stat.

     10. Spørgsmål vedrørende udløbet af den periode, inden for hvilken et skattekrav kan inddrives, skal afgøres efter lovgivningen i den stat, der begærer inddrivelsen. Anmodningen om bistand skal indeholde oplysninger om denne periode. Den stat, der modtager anmodningen, skal dog ikke efterkomme en anmodning om administrativ bistand, der fremsættes efter udløbet af den periode, inden for hvilken et skattekrav kan inddrives i henhold til lovgivningen i denne stat.

     11. Skridt til inddrivelse, som foretages af den stat, der har modtaget anmodningen om bistand, og som i henhold til lovgivningen i denne stat ville have afbrydende eller opsættende virkning på den periode, der er omhandlet i stk. 10, skal ligeledes have denne virkning i forhold til lovgivningen i den begærende stat. Den stat, der modtager anmodningen, skal underrette den begærende stat om sådanne skridt, og hvor det er nødvendigt, skal de to stater konsultere hinanden.

     12. Såfremt udskydelse af betaling eller afdragsvis betaling er tilladt under lignende omstændigheder i henhold til lovgivningen eller den administrative praksis i den stat, der modtager anmodningen om bistand, kan denne stat tillade dette, men skal først give meddelelse til den begærende stat.

     13. De kompetente myndigheder i de to stater skal ved fælles aftale fastsætte regler vedrørende minimumsbeløbet for de skattekrav, der kan gøres til genstand for en anmodning om bistand.

     14. Staterne skal gensidigt afstå fra at kræve erstatning for omkostninger, der opstår som følge af den bistand og støtte, som staterne yder hinanden ved anvendelsen af denne overenskomst. Dette omfatter dog ikke omkostninger til retsskridt og ekspertråd. Den begærende stat skal i alle tilfælde forblive ansvarlig overfor den stat, der modtager anmodningen, for de økonomiske konsekvenser af de inddrivelseshandlinger, der findes at være ubeføjede med hensyn til det pågældende skattekravs beskaffenhed eller gyldigheden af det dokument, der indeholder tilladelsen til inddrivelse i den begærende stat.

Artikel 29

Begrænsning af artiklerne 27 og 28

Bestemmelserne i artiklerne 27 og 28 i denne overenskomst skal ikke i noget tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de to stater pligt til:

• a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne stats eller den anden stats lovgivning og forvaltningspraksis;
• b) til at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge denne stats eller den anden stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;
• c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 30

Diverse bestemmelser

     1. De kompetente myndigheder i de to stater kan ved gensidig aftale fastsætte fremgangsmåden for anvendelse af artiklerne 10, 11 og 12.

     2. De kompetente myndigheder i hver af de to stater kan i overensstemmelse med praksis i denne stat fastsætte de retningslinier, der er nødvendige for gennemførelsen af andre bestemmelser i denne overenskomst.

     3. Der er enighed om at:

• a) i tilfælde hvor en person, som er hjemmehørende i Nederlandene, er fritaget for eller berettiget til lempelse i dansk skat i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst, skal tilsvarende fritagelse eller lempelse gælde for uafsluttede boer efter afdøde personer, for så vidt en eller flere af de i boet berettigede er hjemmehørende i Nederlandene;
• b) ved anvendelsen af artikel 23 skal dansk skat af et uafsluttet bo efter en afdød person, for så vidt indkomsten eller formuen tilfalder en i boet berettiget, som er hjemmehørende i Nederlandene, anses som indkomst- eller formueskat pålignet den berettigede.

Artikel 31

Ansatte ved diplomatiske

og konsulære repræsentationer

     1. Intet i denne overenskomst skal berøre de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

     2. For så vidt angår denne overenskomst skal en fysisk person, der er medlem af en stats diplomatiske eller konsulære repræsentation i den anden stat eller i en tredje stat, og som er statsborger i den stat, af hvilken han er udsendt, anses for at være hjemmehørende i denne stat, hvis han der er underlagt samme forpligtelser for så vidt angår skatter på indkomst og formue, som er gældende for personer, der er hjemmehørende i denne stat.

     3. Overenskomsten skal ikke finde anvendelse på internationale organisationer, på disses organer eller embedsmænd eller på personer, der som medlem af en tredje stats diplomatiske eller konsulære repræsentationer opholder sig i en af staterne, hvis de ikke i denne stat er underlagt de samme forpligtelser for så vidt angår skatter på indkomst og formue, som er gældende for personer, der er hjemmehørende i denne stat.

Artikel 32

Territorial udvidelse

     1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til at gælde for enten det ene eller for begge de to lande De nederlandske Antiller og Aruba, eller til Færøerne og Grønland, hvis det pågældende land eller område påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. En sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive aftalt mellem de to stater i noter, der udveksles ad diplomatisk vej.

     2. Medmindre andet er aftalt, skal opsigelsen af overenskomsten ikke samtidig medføre ophør af enhver udvidelse af overenskomsten til noget land eller område, hvortil den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.