← Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland

§ Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland · kapitel 3 af 12

Kapitel III – *Beskatning af dødsboer, arv og gave*

LOV nr 492 af 12/06/1996

Artikel 25

Beskatningsregler

1. Fast ejendom, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Et foretagendes rørlige formue, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og

  • a) som udgør erhvervsformuen i et fast driftssted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, eller
  • b) som anvendes ved udøvelsen af frit erhverv eller anden virksomhed af selvstændig karakter, og som hører til et fast sted i den anden kontraherende stat,

kan beskattes i denne anden stat.

3. Al anden formue, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan, uanset hvor den befinder sig, kun beskattes i denne stat, med mindre andet er bestemt i artikel 26.

Artikel 26

Undgåelse af dobbeltbeskatning

1. For så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland, skal dobbeltbeskatning undgås på følgende måde:

  • a) Såfremt arveladeren ved sin død eller giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, skal Forbundsrepublikken Tyskland, med forbehold af bestemmelserne i tysk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til tysk lovgivning, for skat betalt i Danmark på formue, som kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
  • b) Såfremt den begunstigede ved arveladers død eller på gavetidspunktet var hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, kan Forbundsrepublikken Tyskland beskatte al formue, som er erhvervet af denne person, men skal, med forbehold af bestemmelserne i tysk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til tysk lovgivning, for skat betalt i Danmark på formue, som ikke kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.

2. For så vidt angår Danmark, skal dobbeltbeskatning undgås efter følgende regler:

  • a) Såfremt arveladeren ved sin død eller giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i Danmark, skal Danmark med forbehold af bestemmelserne i dansk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til dansk lovgivning, for skat betalt i Forbundsrepublikken Tyskland på formue, som kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
  • b) Såfremt den begunstigede ved arveladers død eller på gavetidspunktet var hjemmehørende i Danmark, kan Danmark beskatte al formue, som er erhvervet af denne person, men skal, med forbehold af bestemmelserne i dansk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til dansk lovgivning, for skat betalt i Forbundsrepublikken Tyskland på formue, som ikke kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.

3. Fradraget efter stykke 1 og 2 skal dog ikke kunne overstige den del af den tyske, henholdsvis danske skat, som er beregnet før fradraget, som kan henføres til den formue, for hvilken der er indrømmet fradrag.

Artikel 27

5 års regel

1. Hvis arvelader på tidspunktet for sin død eller giveren på gavetidspunktet

  • a) var statsborger i en kontraherende stat uden samtidigt at være statsborger i den anden kontraherende stat,
  • b) var fuld skattepligtig i førstnævnte stat i henhold til denne stats skattelovgivning, og
  • c) havde været hjemmehørende i den anden stat ifølge artikel 4, stykke 1, litra b) i en periode, som ikke overstiger 5 år,

skal han, uanset bestemmelserne i artikel 4, anses for at have været hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han var statsborger.

2. Stykke 1 skal finde tilsvarende anvendelse på en arving eller begunstiget, som på tidspunktet for arvefaldet eller gaven selv opfylder betingelserne, som er stillet i stykke 1.

Artikel 28.

Fradrag af gæld

1. Gæld, som særligt er sikret i de i artikel 25 omtalte formuegoder, skal fradrages i værdien af disse formuegoder. Gæld, der ikke særligt er sikret i de i artikel 25 nævnte formuegoder, men som hidrører fra erhvervelse, ændring, reparation eller vedligeholdelse af disse, skal fradrages i værdien af disse formuegoder.

2. Såfremt bestemmelserne i stykke 1 ikke medfører andet, skal gæld, der er knyttet til et fast driftssted som omtalt i artikel 25, stykke 2, eller til et fast sted som omtalt i artikel 25, stykke 2, fradrages henholdsvis i værdien af det faste driftssted eller det faste sted.

3. Anden gæld skal fradrages i værdien af de formuegoder, på hvilke artikel 25 finder anvendelse.

4. Såfremt en gæld overstiger værdien af de formuegoder, fra hvilke den i henhold til bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan fradrages i en kontraherende stat, skal det overskydende beløb fradrages i værdien af andre formuegoder, der er skattepligtige i denne stat.

5. Enhver overskydende gæld, der fortsat resterer i en kontraherende stat efter de i stykke 3 eller 4 nævnte fradrag, skal fradrages i værdien af de formuegoder, der er skattepligtige i den anden kontraherende stat.

6. I tilfælde, hvor bestemmelserne i stykke 1 til 5 måtte forpligte en kontraherende stat til at fradrage gæld i større omfang end hjemlet i denne stats lovgivning, skal disse nævnte bestemmelser kun finde anvendelse i det omfang, den anden kontraherende stat ikke er forpligtet til at fradrage den samme gæld i henhold til lovgivningen i denne anden stat.