Lov om afgift af spildevand (* 1) § 7

§ 7. For den, hvis udledningstilladelse indebærer pligt til måling af den udledte mængde vand, opgøres den udledte mængde vand efter måler. Den, der er afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, opgør dog altid udledningen efter måler, såfremt den årlige udledning overstiger 50.000 (m3).

Stk. 2. Andre opgør den udledte mængde efter måler eller på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug, jf. stk. 3-6.

Stk. 3. Vandforbruget opgøres efter måler eller som et skønnet forbrug, der dog mindst skal svare til den mængde vand, hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af ledningsført vand. For ejendomme, der forbruger vand, der ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, opgøres forbruget efter målere, såfremt forbruget overstiger 1.000 (m3) årligt. For vandforbrug under 1.000 (m3) årligt, som ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, kan vandforbruget opgøres efter måler eller fastsættes til mindst 170 (m3) årligt pr. ejendom, dog mindst 170 (m3) pr. helårsboligenhed og mindst 70 (m3) pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. For erhvervsejendomme kan der foretages fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg. Fradraget kan foretages i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag til driften af spildevandsanlægget af den pågældende mængde. Ejere af erhvervsejendomme, der betaler afgift efter § 2, stk. 2, kan kun foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000 (m3).

Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 (m3) pr. ejendom, dog mindst 170 (m3) pr. helårsboligenhed og mindst 70 (m3) pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 (m3).

Stk. 5. For ejendomme, hvor der kun afledes spildevand fra boligenheder, fastsættes vandforbruget uanset bestemmelserne i stk. 4 efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, hvoraf der for boligenheden betales vandafgift efter lov om afgift af ledningsført vand.

Stk. 6. For spildevandsudledere med mere end 10 tilknyttede ejendomme, som opgør den udledte mængde på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug, tillægges 50 pct. til den opgjorte mængde.

Stk. 7. Spildevandsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, som betaler afgift af den målte udledning, og som indeholder fælles kloaknet, kan fratrække en mængde svarende til 2,5 gange bassinvolumen i det fælleskloakerede net pr. afgiftsperiode. Er der flere afgiftspligtige udledninger eller udledninger til andre registrerede spildevandsudledere, fordeles fradraget efter de udledte mængder.

Stk. 8. Såfremt fradraget efter stk. 7 overstiger den målte udledning, overføres uudnyttet fradrag til den næste afgiftsperiode.

Stk. 9. For ejendomme med samletank for toiletvand anses 25 pct. af vandforbruget for tilledt samletanken.

Kilde: Retsinformation.dk