Lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger § 4

§ 4. Små ejendomme er ejendomme, hvor bygningernes samlede etageareal er under 1.500 m2. Ved beregning af arealet indgår ikke det areal, der er undtaget i medfør af § 2, stk. 2. Miljø- og energiministeren kan ændre grænsen for det samlede etageareal.

Stk. 2. Med henblik på at sikre, at ejendommens ejer, lejere og andre lignende brugere har kendskab til ejendommens energimæssige forhold og får rådgivning om besparelsesmuligheder, skal ejendommen energimærkes samt have udarbejdet en energiplan.

Stk. 3. Energimærkning og energiplan skal foreligge i forbindelse med salg. Det påhviler sælger at sørge for, at køber, inden aftale indgås om salg af en ejendom omfattet af dette kapitel, er gjort bekendt med ejendommens energimærkning og energiplan. Arv, gave, tvangsauktion, overdragelse fra insolvent bo eller overdragelse til ægtefælle eller samlever samt overdragelse ved sameje anses i denne lov ikke som salg.

Stk. 4. For små ejendomme, der ikke normalt omsættes i almindelig fri handel, kan miljø- og energiministeren udstede regler om foretagelse af energimærkning og udarbejdelse af energiplaner.

Stk. 5. Udarbejdelse af energimærkning og energiplan må ikke være foretaget mere end 3 år før indgåelsen af aftale om salg.

Stk. 6. Udarbejdelse af energimærkning og energiplan skal foretages af en godkendt energikonsulent.

Stk. 7. Pligten til at lade ejendommen energimærke og få udarbejdet energiplan påhviler den til enhver tid værende ejer.

Stk. 8. Har en godkendt konsulent udarbejdet energimærkning, energiplan m.v., skal ejeren orientere lejere og andre lignende brugere herom og på forlangende give disse og disses befuldmægtigede adgang til at gennemgå dette materiale og eventuelle bilag hertil.

Kilde: Retsinformation.dk