← Lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger

§ Lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger · kapitel 7 af 8

Kapitel 7 – *Forskellige bestemmelser*

LOV nr 485 af 12/06/1996

§ 12. Miljø- og energiministeren fastsætter de nærmere regler om energimærkning og energiplaner, om registrering af forbrug og driftsforhold samt om indhentning, central registrering og videregivelse af oplysninger, herunder på elektroniske medier.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om lempelse af forpligtelserne i henhold til denne lov for bygninger og bygningskategorier samt dele af bygninger, der opfylder visse af miljø- og energiministeren fastsatte krav.

§ 13. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en styrelse eller et udvalg til at godkende energikonsulenter med henblik på at udfærdige energimærkning og energiplaner.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for energikonsulenternes godkendelse, fratagelse af godkendelse, virksomhed, administration af konsulentordningerne samt konsulenternes honorarer.

§ 14. Miljø- og energiministeren bemyndiges til at lade en styrelse udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

§ 15. Med bøde straffes den, der overtræder § 6, stk. 3 og 4, og § 8, stk. 2 og 3. Miljø- og energiministeren kan i regler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf for overtrædelse af disse regler.

Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

§ 16. Såfremt en køber af en ejendom omfattet af kapitel 2 i denne lov ikke er gjort bekendt med ejendommens energimærkning og energiplan inden indgåelse af aftale om salg og ejeren ikke efter påkrav har udleveret energimærkning og energiplan, er køber berettiget til at lade energimærkning og energiplan udarbejde for sælgerens regning, såfremt dette sker inden for en rimelig frist.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til skade for køberen.