Lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger på fiskeriets område og administration af produktionsafgifter m.v. (* 1) (ADM. LOV) § 4

§ 4. Med henblik på overholdelse af de i § 1 omhandlede forordninger og regler fastsat til gennemførelse heraf finder §§ 38-40 i lov om saltvandsfiskeri vedrørende bl.a. tilsyn, bistand til fiskerikontrollen og fiskeres og aftageres forpligtelser i forbindelse med ulovlig fangst anvendelse.

Stk. 2. Derudover kan landbrugs- og fiskeriministeren fastsætte regler om kontrol med overholdelse af de i § 4 nævnte forordninger, herunder med de af forordningerne omfattede varer, og med virksomheder, som importerer, fremstiller, forhandler, opbevarer, transporterer, bearbejder eller eksporterer disse varer, eller som udgør et tidligere eller senere led i omsætningskæden vedrørende disse varer og deres bestanddele.

Stk. 3. De kontrollerende myndigheder har, såfremt det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til ethvert sted, hvor de i stk. 2 nævnte varer i erhvervsmæssigt øjemed befinder sig, samt til enhver af de i stk. 2 nævnte virksomheder.

Stk. 4. De kontrollerende myndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varerne og uden erstatning udtage prøver af varerne, i det omfang det er nødvendigt for at undersøge deres beskaffenhed. Vedkommende myndighed er endvidere berettiget til uden retskendelse at efterse de i stk. 2 nævnte virksomheders varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale, ledsagedokumenter, recepter, analysemateriale og korrespondance m.v., herunder også materiale i elektronisk form. Virksomhedernes indehavere og beskæftigede skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved foretagelse af ovennævnte eftersyn, og det nævnte materiale skal på begæring udleveres eller indsendes til de kontrollerende myndigheder.

Stk. 5. Rigsrevisionen kan, eventuelt sammen med Den Europæiske Revisionsret, på tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 3 efterse de pågældende virksomheders varebeholdninger samt det i stk. 4, 2. pkt., nævnte materiale, som efter de pågældende myndigheders skøn er af betydning for den revisionsmæssige kontrol med administrationen af de i § 1 omhandlede forordninger.

Stk. 6. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om kontrol med de oplysninger, der skal danne grundlag for udbetaling af ydelser eller opkrævning af afgifter i henhold til de i § 1 omhandlede forordninger.

Stk. 7. Den, som modtager ydelser, eller som skal betale afgifter i henhold til de i § 1 omhandlede forordninger, skal opbevare det i stk. 4, 2. pkt., nævnte materiale i mindst 5 år regnet fra udløbet af det år, hvori ydelse er modtaget eller afgift er betalt.

Stk. 8. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om, at det skal være en betingelse for udbetaling af beløb i henhold til de i § 1 omhandlede forordninger, at modtageren angiver en konto i et pengeinstitut, hvorpå beløbet kan indsættes.

Stk. 9. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om den regnskabsførelse m.v., der skal følges af virksomheder i forbindelse med udbetaling af ydelser eller opkrævning af afgifter i henhold til de i § 1 omhandlede forordninger.

Stk. 10. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af de kontrolforanstaltninger, der følger af de i § 1 omhandlede forordninger, herunder regler om installation, drift og vedligeholdelse af udstyr om bord på fiskerfartøjer. De kontrollerende myndigheder har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til det pågældende fartøj med henblik på at kontrollere det omhandlede udstyr.

Kilde: Retsinformation.dk