§ Lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v. (* 1) · kapitel 3 af 10
Kapitel 3 – *Økologisk jordbrugsproduktion og økologiske jordbrugsprodukter*
LOV nr 479 af 12/06/1996
§ 4. Landbrugs- og fiskeriministeren kan yde tilskud til fremme af økologisk jordbrugsproduktion.
Stk. 2. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om
-
- de foranstaltninger, der kan ydes tilskud til,
-
- de betingelser, som skal opfyldes for at opnå tilskud, og
-
- størrelse og udbetaling af tilskud.
§ 5. Landbrugs- og fiskeriministeren nedsætter Det Økologiske Jordbrugsråd til at fremme, følge og vurdere udviklingsmulighederne for en dansk økologisk jordbrugsproduktion. I spørgsmål, der vedrører de i § 4, stk. 1, nævnte områder, indhenter landbrugs- og fiskeriministeren en udtalelse fra Det Økologiske Jordbrugsråd.
Stk. 2. Det Økologiske Jordbrugsråd består af en repræsentant for henholdsvis Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Sundhedsministeriet, Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, Landsforeningen Økologisk Jordbrug, Samarbejdsudvalget for Økologisk/Biodynamisk Jordbrug, De danske Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Dansk Erhvervsjordbrug, Landbrugsraadet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Forbrugerrådet. Landbrugs- og Fiskeriministeriets repræsentant er formand. Rådet kan supplere sig med særlig sagkyndige.
Stk. 3. Landbrugs- og fiskeriministeren fastsætter Det Økologiske Jordbrugsråds forretningsorden og regler for udvalgets arbejde, herunder om sekretariatsbetjening af rådet.
§ 6. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om produktion af økologiske jordbrugsprodukter, herunder regler om autorisation af og kontrol med økologiske jordbrugsbedrifter.
Stk. 2. Landbrugs- og fiskeriministeren kan fastsætte regler om virksomheders forarbejdning, behandling, opbevaring, mærkning, transport, salg og indførsel af økologiske levnedsmidler. Landbrugs- og fiskeriministeren kan endvidere fastsætte regler om autorisation, anmeldelse, godkendelse og kontrol af sådanne virksomheder.
Stk. 3. Landbrugs- og fiskeriministeren kan tilbagekalde en autorisation meddelt på grundlag af regler fastsat efter stk. 1 og 2, hvis vilkårene for autorisation ikke overholdes.