Lov om offentlig mobilkommunikation(* 1) § 11

§ 11. Telestyrelsen fastsætter de nærmere vilkår for tilladelser efter §§ 3 og 4. I vilkårene kan indgå:

    1. Overholdelse af EU-regler og EU-henstillinger på området.
    1. Overholdelse af relevante vedtagelser truffet i det internationale samarbejde på telekommunikationsområdet.
    1. Vederlagsfri medvirken fra netudbyderens side i internationale samarbejdsorganisationer samt specifikationsarbejde for mobilkommunikationsnet og -tjenester.
    1. Effektiv udnyttelse af radiofrekvensspektret, herunder at tildeling eller ibrugtagning af yderligere frekvenser eller inddragelse af tidligere tildelte frekvenser skal ske på baggrund af en vurdering af den aktuelle udnyttelsesgrad set i forhold til grænseværdier herfor fastsat i medfør af stk. 4 og 5, at relevante tekniske bestemmelser i forbindelse med udstedelse af tilladelser i henhold til lov om radiokommunikation skal overholdes, samt at frekvenser tildeles eller ibrugtages blokvis.
    1. Forstyrrelsesmæssige forhold, herunder at kunne pålægge operatørerne pligt til at søge forstyrrelser afhjulpet samt pligt til at medvirke ved dækning af de hermed forbundne udgifter.
    1. Oplysningspligt om økonomiske, statistiske og øvrige forhold af betydning for tilsynsmyndighedens arbejde.
    1. Overholdelse af tekniske kvalitetskrav og udbud af net og tilhørende basale tjenester, herunder dækningsforhold.

Stk. 2. I en tilladelse i henhold til § 3 kan der endvidere fastsættes vilkår på grundlag af de afgivne tilbud, jf. kapitel 3, eller tilkendegivelser i forbindelse med udvælgelsen af tilladelsesindehavere på grundlag af det offentlige udbud. Vilkår vedrørende det tilbudte udbud af tjenester til slutbrugerne, herunder kvaliteten af tjenesterne, priser m.v., vil maksimalt kunne udstrækkes til at gælde i 1 år efter, at tilladelsesindehaveren har nået den i tilladelsen fastsatte geografiske og befolkningsmæssige udbygningsgrad, dog således at disse vilkår som minimum er gældende i 2 år efter udstedelsen af tilladelsen.

Stk. 3. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om en metode til beregning af grænseværdier for vurdering af frekvensudnyttelse.

Stk. 4. Telestyrelsen fastsætter for hver mobilteknologi grænseværdier for, hvornår en given frekvensudnyttelsesgrad vil kunne udløse tildeling eller ibrugtagning af yderligere frekvenser eller inddragelse af tidligere tildelte frekvenser.

Kilde: Retsinformation.dk