← Lov om offentlig mobilkommunikation(* 1)

§ Lov om offentlig mobilkommunikation(* 1) · kapitel 2 af 10

Kapitel 2 – *Tilladelser m.v.*

LOV nr 468 af 12/06/1996

§ 2. Etablering og drift af mobilkommunikationsnet med tilhørende basale tjenester som nævnt i § 1, stk. 1, kræver, at Telestyrelsen udsteder tilladelse dertil.

Stk. 2. Enhver kan udbyde offentlige mobilkommunikationstjenester som nævnt i § 1, stk. 3.

§ 3. Telestyrelsen udsteder efter offentligt udbud, jf. kapitel 3, tilladelser til etablering og drift af offentlige mobilkommunikationsnet omfattet af § 1, stk. 1, med tilhørende basale tjenester.

§ 4. Telestyrelsen udsteder til Tele Danmark A/S tilladelse til etablering og drift af de offentlige analoge mobilnet NMT450 og NMT900 og det offentlige analoge personsøgenet OPS og de dertil hørende basale tjenester.

§ 5. En tilladelse udstedt i medfør af §§ 3 eller 4 meddeles for en periode på 10 år. Hvis tilladelsen ikke er tilbagekaldt, løber den uden ansøgning videre i perioder af 10 år. En tilladelse kan tilbagekaldes med et varsel på 1 år før en 10-års-periodes udløb.

Stk. 2. Telestyrelsen kan med et forudgående varsel på 1 år hvert 5. år fastsætte nye vilkår i tilladelsen.

§ 6. Telestyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt i medfør af §§ 3 eller 4, hvis tilladelsesindehaveren træder i betalingsstandsning eller i likvidation eller kommer under konkurs.

Stk. 2. Telestyrelsen kan med 1 års varsel tilbagekalde en tilladelse, hvis det ud fra en samlet vurdering af det pågældende nets frekvensøkonomi sammenholdt med antallet af tilsluttede brugere og eventuelle alternative anvendelsesmuligheder for de pågældende radiofrekvenser skønnes hensigtsmæssigt.

§ 7. Tilladelser kan kun overdrages helt eller delvis til andre, hvis tilladelsesindehaveren inden overdragelsen har indhentet Telestyrelsens godkendelse heraf.

Stk. 2. Overdragelser efter stk. 1 omfatter også indirekte overdragelser, herunder overdragelse af aktier, anparter eller andre ejerinteresser, der medfører ændringer med hensyn til den bestemmende indflydelse over tilladelsesindehaveren.

§ 8. Hvis en tilladelse givet i medfør af §§ 3 eller 4 opgives af tilladelsesindehaveren eller tilbagekaldes af Telestyrelsen, kan en ny tilladelse meddeles efter offentligt udbud.