← Lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren(* 1)

§ Lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren(* 1) · kapitel 2 af 9

Kapitel 2 – *Vilkår for samtrafik*

LOV nr 467 af 12/06/1996

§ 2. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester har ret og pligt til at forhandle aftaler om samtrafik med hinanden med henblik på at sikre gensidig adgang til deres telenet og teletjenester.

Stk. 2. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition, skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik inden for følgende områder:

    1. Telefoninet og basale telefonitjenester.
    1. Datakommunikationsnet og basale datakommunikationstjenester.
    1. Mobilkommunikationsnet og basale mobilkommunikationstjenester.
    1. Øvrig kabel- eller radiobaseret teleinfrastruktur, dog ikke satellitkommunikation.

Stk. 3. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester formodes at have en stærk markedsposition, hvis de har en markedsandel på mere end 25 procent af en telekommunikationsaktivitet i de geografiske områder, hvori de udbyder telenet eller teletjenester.

Stk. 4. Telestyrelsen kan uanset bestemmelsen i stk. 3 træffe beslutning om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en markedsandel på 25 procent eller mindre skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition, og at udbydere af telenet eller teletjenester med en markedsandel på mere end 25 procent ikke skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition. Ved beslutninger af denne art skal Telestyrelsen tage udbyderens mulighed for at øve indflydelse på markedsvilkårene, udbyderens omsætning i forhold til størrelsen af markedet, udbyderens kontrol over adgangen til slutbrugere, udbyderens adgang til finansielle ressourcer og udbyderens erfaring med hensyn til udbud af telekommunikationsydelser i betragtning.

Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om afgrænsningen af de i stk. 2 nævnte områder, herunder overordnede regler for, på hvilke vilkår og niveauer der som minimum skal gives adgang til samtrafik.

Stk. 6. Aftaler om samtrafik efter stk. 2 skal give adgang til samtrafik på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår til priser, der er omkostningsbaserede, med tillæg af en rimelig fortjeneste.

Stk. 7. Aftaler om samtrafik indgås efter forhandling mellem parterne, jf. dog §§ 6 og 7.

§ 3. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang det vil være berettiget at afvise anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik efter § 2, stk. 2, med henvisning til følgende væsentlige hensyn:

    1. Bevarelse af de berørte telenets og teletjenesters integritet og interoperabilitet.
    1. Beskyttelse af tjeneste- og netinterne data.
    1. Beskyttelse af personrelaterede data.
    1. Beskyttelse af telenet og teletjenester under særlige forhold.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, under hvilke omstændigheder det med henvisning til de i stk. 1 nævnte hensyn vil være berettiget at afbryde udvekslingen af samtrafik ifølge aftaler efter § 2, stk. 2, herunder regler om, at der i ganske særlige tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, kan ske umiddelbar afbrydelse af samtrafik uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen.

Stk. 3. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt det i konkrete tilfælde vil være berettiget at afvise anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik efter § 2, stk. 2, og at afbryde udvekslingen af samtrafik ifølge aftaler efter § 2, stk. 2, herunder afgørelse i konkrete tilfælde, hvor afbrydelse er foretaget uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen.

Stk. 4. Telestyrelsens afgørelser efter stk. 3 træffes så vidt muligt senest 1 måned efter, at sagen er forelagt for Telestyrelsen. Dog træffes afgørelser vedrørende afbrydelse af igangværende samtrafikudveksling uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen så vidt muligt senest 14 dage efter, at sagen er forelagt for Telestyrelsen.

Stk. 5. Oplysninger, som en udbyder modtager i forbindelse med anmodning om aftale om samtrafik efter § 2, stk. 2, må kun anvendes i forbindelse hermed og må således ikke videregives til andre afdelinger, datterselskaber, samarbejdsparter eller lignende, som ville kunne udnytte oplysningerne til en konkurrencemæssig fordel.