Lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren(* 1) § 11
§ 11. De i henhold til §§ 6-8 udpegede forsyningspligtudbydere kan få dækket dokumenterede underskud ved udbud af forsyningspligtydelser som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. stk. 3, samt § 4.
Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke tekniske krav til opstilling af regnskaber og dokumentation for underskud der kan stilles i medfør af stk. 1, herunder krav om, at forsyningspligtudbyderen dokumenterer, at tilvejebringelse af forsyningspligtydelserne indebærer underskud.
Stk. 3. Anmodning om dækning af underskud som nævnt i stk. 1 indgives til Telestyrelsen. Telestyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1 og 2 samt bestemmelser fastsat i medfør af stk. 2 om, hvorvidt den forelagte dokumentation er tilstrækkelig, og om der foreligger underskud.
Stk. 4. Det er en forudsætning for dækning af dokumenterede underskud som nævnt i stk. 1, at der samtidig gennemføres offentligt udbud med henblik på udpegning af en eller flere alternative forsyningspligtudbydere, jf. § 7.
Stk. 5. Når det er dokumenteret, at udbudet af forsyningspligtydelser giver underskud, opkræver Telestyrelsen til dækning heraf et bidrag fra udbydere, der udbyder telenet eller teletjenester svarende til de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte forsyningspligtydelser, herunder også fra forsyningspligtudbyderen, i det omfang denne ud over forsyningspligtydelserne udbyder tilsvarende ydelser. Bidraget opkræves på grundlag af udbydernes samlede omsætning i forbindelse med det nævnte udbud.
Stk. 6. Telestyrelsen kan afkræve udbyderen alle oplysninger, der er nødvendige for fastlæggelse af den enkelte udbyders samlede omsætning, jf. stk. 5.
Stk. 7. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for den i stk. 5 nævnte opkrævning af bidrag til finansiering af underskud ved udbudet af forsyningspligtydelser som nævnt i stk. 1. Heri kan indgå anmeldelsesordninger med henblik på forudgående registrering af de udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, som vil være forpligtede til at medvirke til dækning af et eventuelt underskud ved udbudet af forsyningspligtydelser, jf. stk. 5.
Kilde: Retsinformation.dk