Dødsboskifteloven § 16
§ 16. Skifteværgen varetager, i det omfang arvingen eller dennes værge selv er forhindret deri, arvingens interesser under boets behandling.
Stk. 2. I de i § 15, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde skal skifteværgen i privatskiftede boer lade arvingen eftersøge, således at det så vidt muligt inden boets afslutning kan fastslås, om arvingen er i live, eller hvor arvingen opholder sig. Skifteretten kan yde bistand dermed.
Stk. 3. Må det antages, at der vil være behov for værgemål efter reglerne i værgemålsloven for arvingen, indberetter skifteværgen snarest muligt dette til skifteretten.
Stk. 4. Skifteværgen kan få nødvendige udlæg dækket og, i den udstrækning det er rimeligt, et vederlag for sit arbejde. Udgifterne betales af arvingen. Har denne ingen midler, kan skifteretten bestemme, at udgifterne afholdes af statskassen.
Stk. 5. Reglerne i værgemålslovens §§ 12, 24, 26, 27 og 31 finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne i §§ 28, 29 og 30 finder anvendelse med de ændringer, der følger af forholdets natur.
Kilde: Retsinformation.dk