Anpartsselskabsloven § 78
§ 78. Afgørelser truffet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser som følge af overskridelse af de frister, der er fastsat i § 11, stk. 1, § 42, 2. pkt., § 46, stk. 5, og § 47, stk. 2, om fastsættelse af frist efter § 73, stk. 2, og § 74, samt afgørelser efter § 52, stk. 3, § 60, stk. 1, § 61, § 62, § 63, § 68, jf. aktieselskabslovens § 152, og § 75, stk. 1, 3. pkt., kan dog ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Stk. 3. Mener nogen, at en stedfunden registrering er den pågældende til skade, hører spørgsmålet om registreringens udslettelse under domstolenes afgørelse. Dette gælder dog ikke tilfælde, der omfattes af § 36. Sag om registreringens udslettelse skal anlægges mod selskabet senest 6 måneder efter registreringens bekendtgørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens edb-informationssystem. Retten sender Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udskrift af dommen. Om sagens udfald skal der uden betaling optages bemærkning i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register og ske bekendtgørelse i styrelsens edb-informationssystem.
Kilde: Retsinformation.dk