Lov om almene boliger m.v. § 55

§ 55. Kommunalbestyrelsen kan overlade til den almene boligorganisation at forestå anvisningen af de almene ældreboliger, der er omhandlet i § 54, stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid tilbagekalde en sådan bemyndigelse.

Stk. 2. Den almene boligorganisation kan udleje ældreboligerne til andre boligsøgende, såfremt de ikke kan udlejes til den berettigede personkreds. Ved ledighed skal boligerne på ny søges udlejet til den berettigede personkreds.

Stk. 3. Den almene boligorganisation kan med kommunalbestyrelsens godkendelse udleje almene ældreboliger som almene familieboliger eller som almene ungdomsboliger. Det er en betingelse, at der ikke generelt er efterspørgsel efter de pågældende boliger fra den berettigede personkreds. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de pågældende boliger på ny skal udlejes som almene ældreboliger.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 54, stk. 3, om kommunens betaling af leje og garanti for boligtagerens kontraktmæssige forpligtelser til at istandsætte boligen ved fraflytning gælder ikke, hvor anvisningsretten er overdraget til den almene boligorganisation efter reglerne i stk. 1.

Kilde: Retsinformation.dk