Lov om almene boliger m.v. § 25
§ 25. Regnskabsaflæggelse for boligorganisationen og dens afdelinger samt revision af regnskaberne skal ske efter regler, som fastsættes af boligministeren. Boligministeren kan kræve årsregnskab bilagt genparter af revisors beretning om revisionen indsendt til gennemgang. Regnskabsaflæggelse for kommunalt og amtskommunalt ejede almene ældreboliger sker efter regler, der fastsættes af henholdsvis kommunalbestyrelsen og amtsrådet.
Stk. 2. Revisionen foretages af en statsautoriseret eller en registreret revisor. Revisors bemærkninger skal indføres i en revisionsprotokol. For kommunalt og amtskommunalt ejede almene ældreboliger gælder dog de i lov om kommunernes styrelse fastsatte regler for revision af kommunernes virksomhed.
Stk. 3. En genpart af regnskabet indsendes til kommunalbestyrelsen til kritisk gennemgang samt til Landsbyggefonden.
Erhvervelse, forandring, pantebrevsudstedelse og afhændelse
Kilde: Retsinformation.dk