Lov om almene boliger m.v. § 179
§ 179. Boligministeren kan give almene boligorganisationer påbud om inden en fastsat frist at foretage omprioritering af realkreditlån, hvortil ydes rentesikring i henhold til tidligere love om boligbyggeri.
Stk. 2. Ved en omprioritering må låntageren ikke opnå et kontantprovenu. Låntageren kan ikke optage omprioriteringslån med en restløbetid, som overstiger restløbetiden på det indfriede lån.
Stk. 3. Efter en omprioritering videreføres rentesikringen efter de hidtil gældende regler, således at rentesikringen til omprioriteringslånene beregnes på grundlag af den basisrente, som er fastsat ved den senest foretagne aftrapning af rentesikringen til de indfriede lån. Basisrenten forhøjes efter reglerne i kapitel VII i lovbekendtgørelse nr. 432 af 13. juli 1982 af lov om boligbyggeri.
Stk. 4. Efter en omprioritering overføres statsgarantien, den kommunale garanti eller regaranti til omprioriteringslånet. For omprioriteringslånet ydes samme procentvise statsgaranti, kommunal garanti eller regaranti som for det indfriede lån. Optages omprioriteringslån med en højere restgæld, yder staten samme procentvise garanti for denne del af lånet.
Stk. 5. Ved omprioritering, der ikke pålægges af boligministeren, finder bestemmelserne i stk. 2-4 tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Stk. 2 og stk. 4, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på konvertering af lån ydet i henhold til tidligere love om boligbyggeri, hvor rentesikringen er aftrappet, eller hvor der alene er ydet garanti.
Stk. 7. Boligministeren kan endvidere give almene boligorganisationer påbud om inden en fastsat frist at foretage en omprioritering af andre lån.
Stk. 8. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-7, herunder om bemyndigelse til Hypotekbanken til at forestå en påbudt omprioritering.
Kilde: Retsinformation.dk