§ Lov om almene boliger m.v. · kapitel 8 af 17
Kapitel 8 – *Almindelige bestemmelser for nybyggeri*
LOV nr 374 af 22/05/1996
§ 103. Med henblik på en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af boligbyggeriet og den øvrige bygge- og anlægsvirksomhed ud fra samfundsøkonomiske hensyn, herunder byggebehov og byggekapacitet, kan boligministeren træffe bestemmelse om regulering af bygge- og anlægsvirksomheden, herunder fastsætte tidsfrister for påbegyndelse og gennemførelse af byggeri.
§ 104. Kommunalbestyrelsens fordeling af støtte til almene boliger skal ske på baggrund af en samlet vurdering af situationen på det lokale boligmarked og behovet for nyt støttet boligbyggeri i kommunen. Fordelingen skal ske under hensyntagen til udlejningssituationen i det område, hvor byggeriet agtes gennemført, herunder til boligbehovet inden for områder, hvor der sker nedlæggelse af boliger i forbindelse med byfornyelses- eller kondemneringsvirksomhed eller gennemførelse af gade- og vejanlæg og andre offentlige anlæg.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hvert år foretage en opgørelse af antallet af ledige almene boliger, boliger i selvejende ungdomsboliginstitutioner og ældreboliger tilhørende selvejende institutioner og pensionskasser, der er opført med offentlig støtte, og som påfører de pågældende bebyggelser et lejetab. Kommunalbestyrelsen skal på baggrund heraf foretage en vurdering af årsagen til ledigheden i byggeriet og træffe foranstaltninger til at nedbringe denne.
§ 105. Kommunalbestyrelsen drager omsorg for, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og personer med handicap, som har særligt behov for sådanne boliger.
Stk. 2. Amtskommunerne kan overlade til kommuner, selvejende institutioner og almene boligorganisationer at være byg- og driftsherre af almene ældreboliger, der tilvejebringes med særligt henblik på at betjene personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.
Stk. 3. Boligerne kan tilvejebringes som almene ældreboliger efter denne lov eller som kommunalt eller amtskommunalt finansierede boliger.
§ 106. Tilsagn om støtte kan kun gives, hvis de byggearbejder, som omfattes af tilsagnet, ikke er påbegyndt.
§ 107. Til dækning af statens administrationsudgifter pålægges modtagere af støtte at betale et gebyr på 2 promille af den endeligt godkendte anskaffelsessum eksklusive gebyr. Til dækning af kommunens udgifter ved støttesagsbehandlingen kan kommunen pålægge modtagere af støtte at betale et gebyr.
Boligernes udformning, indretning m.v.
§ 108. Alment boligbyggeri skal tilrettelægges efter rationelle, produktivitetsfremmende byggemetoder og søges gennemført for den lavest mulige pris under hensyntagen til kvaliteten. Boligerne skal være uden luksuspræg, men udstyret og indrettet således, at de opfylder de boligsøgendes rimelige krav til boliger af den pågældende art. Det almene byggeri skal have en tilfredsstillende udformning i planmæssig og teknisk henseende. Bygherren skal stille fornødne krav til byggeriets andre parter om den arkitektoniske bearbejdning af byggeriet samt til kvalitetssikring i forbindelse med opførelsen og driften af byggeriet. Der skal i videst muligt omfang tages økologiske hensyn. Anskaffelsesudgifterne må søges holdt inden for rammer, der muliggør et sådant lejeniveau, at boligerne kan påregnes udlejet.
§ 109. Almene boligers bruttoetageareal må ikke overstige 110 (m2), jf. dog stk. 2-5. En del af boligernes areal kan indrettes som fælles boligareal for flere boliger.
Stk. 2. Almene ungdomsboligers bruttoetageareal må ikke overstige 50 (m2).
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tillade almene familieboliger opført med et bruttoareal større end 110 (m2) med henblik på udlejning til husstande med mindst 4 medlemmer, hvoraf mindst et medlem er stærkt bevægelseshæmmet. Det er en forudsætning herfor, at boligen opfylder de krav, der er fastsat til almene ældreboliger, jf. § 110.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen indestår for eventuelle lejetab som følge af vanskeligheder med udlejning af boliger opført efter stk. 3.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ved tilsagnet til opførelse af boliger efter stk. 3 forbeholde sig anvisningsretten. Reglerne i § 59, stk. 1, om kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af boligtagerens forpligtelse til at istandsætte boligen ved fraflytning finder tilsvarende anvendelse.
§ 110. Almene ældreboliger skal med hensyn til udstyr og udformning være særligt indrettet til brug for ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere.
Stk. 2. Hver ældrebolig skal være forsynet med selvstændigt toilet, bad og køkken med indlagt vand og forsvarligt afløb for spildevand. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at ældreboliger ikke forsynes med selvstændigt køkken.
Stk. 3. Fra hver bolig skal der kunne tilkaldes hurtig bistand på ethvert tidspunkt af døgnet.
Stk. 4. Boligens adgangsforhold skal være egnede for gangbesværede. I ældreboliger, der tilvejebringes ved indretning af eksisterende beboelsesejendomme, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor ejendommens indretning gør det nødvendigt, tillade, at der ikke installeres elevator.
Forsikring og værdiansættelse
§ 111. Ejendommen skal forsikres mod brand i et forsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse til at drive bygningsbrandforsikringsvirksomhed.
§ 112. En ejendoms værdi fastsættes på grundlag af en vurdering af ejendommens samlede anskaffelsessum eksklusive indskud til realkreditinstitutterne. Boligministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer herom.
§ 113. Boligministeren fastsætter nærmere regler om de i §§ 103, 104 og 106-110 nævnte forhold.
§ 114. Bestemmelserne i §§ 103-108, § 109, stk. 1 og 3-5, og §§ 110-112 finder tilsvarende anvendelse på almene ældreboliger, som ejes af en kommune eller en amtskommune.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 103-108, § 109, stk. 1, og §§ 110-112 finder tilsvarende anvendelse for selvejende almene ældreboliger.