§ Lov om almene boliger m.v. · kapitel 5 af 17
Kapitel 5 – *Vedligeholdelse og istandsættelse, råderet m.v.*
LOV nr 374 af 22/05/1996
samt beboerindskud
Vedligeholdelse og istandsættelse
§ 65. Det påhviler den almene boligorganisation at drage omsorg for, at boligorganisationens ejendomme og boliger holdes forsvarligt ved lige. Afdelingsbestyrelsen fører tilsyn med ejendommens vedligeholdelsestilstand.
Stk. 2. Afdelingen foretager og afholder udgiften til vedligeholdelse og fornyelse af ruder, låse, vand- og gashaner, elafbrydere, wc-kummer, cisterner, vaskekummer, badekar, køleskabe, komfurer, vaskemaskiner og lignende installationer, medmindre forringelsen skyldes boligtagerens forsømmelse.
Stk. 3. Den almene boligorganisation træffer beslutning om, hvorvidt boligernes vedligeholdelse i boperioden og istandsættelse ved fraflytning skal ske efter reglerne i enten § 66 eller § 67. Det besluttes samtidig, om der skal fastsættes ens regler for alle boligorganisationens afdelinger. De vedtagne regler gælder for samtlige boligtagere uanset eventuelle modstående kontraktbestemmelser.
Stk. 4. Ændring af den efter stk. 3 vedtagne vedligeholdelses- og istandsættelsesordning kan tidligst ske, når ordningen har været i kraft i 5 år.
Stk. 5. Ved fraflytning gennemføres et syn af boligen, hvorunder omfanget af boligtagerens forpligtelser efter stk. 7 og § 66 fastlægges. Underretter boligorganisationen ikke senest 2 uger efter synet boligtageren om istandsættelsesarbejdernes omfang, den anslåede udgift og boligtagerens andel heraf, bortfalder boligorganisationens eventuelle krav mod boligtageren, medmindre denne er fraflyttet uden at give boligorganisationen oplysning om den fremtidige adresse. Overskridelser, der forhøjer boligtagerens andel af den anslåede udgift med mere end 10 pct., er denne uvedkommende.
Stk. 6. Det kan ikke ved fraflytning forlanges, at boligen afleveres i en bedre stand end den, hvori den blev overtaget.
Stk. 7. Boligtageren skal uanset reglerne i § 66 og § 67 afholde samtlige udgifter som følge af misligholdelse, hvorved det lejede er forringet eller skadet som følge af fejlagtig brug, fejlagtig vedligeholdelse eller uforsvarlig adfærd af boligtageren, medlemmer af dennes husstand eller andre, som boligtageren har givet adgang til boligen.
Stk. 8. Reglerne om vedligeholdelse i boperioden og istandsættelse ved fraflytning finder ikke anvendelse på hus eller husrum, der helt eller delvis er udlejet til andet end beboelse.
§ 66. Har boligorganisationen efter § 65, stk. 3, truffet beslutning herom, sørger boligtageren for og afholder udgiften til at vedligeholde boligen med hvidtning, maling, tapetsering og gulvbehandling i boperioden.
Stk. 2. Ved fraflytning af boligen gennemføres for boligtagerens regning en normalistandsættelse, der omfatter nødvendig hvidtning, maling og tapetsering af vægge og lofter samt rengøring. Boligorganisationen kan beslutte, at boligtageren i stedet betaler et af organisationen fastsat hertil svarende normalistandsættelsesbeløb. Afdelingen overtager i løbet af en periode på højst 10 år fra boligtagerens overtagelse af boligen gradvis boligtagerens udgift til normalistandsættelsen eller betaling af normalistandsættelsesbeløbet. Ved fraflytning inden udløbet af den fastsatte periode betaler boligtageren kun det beløb, som på det tidspunkt, hvor lejemålet ophører, ikke er overtaget af afdelingen.
§ 67. Har boligorganisationen efter § 65, stk. 3, truffet beslutning herom, vedligeholder afdelingen boligen indvendigt med hvidtning, maling, tapetsering og gulvbehandling i boperioden. De nødvendige midler tilvejebringes ved boligtagerens indbetaling af et beløb til en vedligeholdelseskonto for boligen. Beløbet fastsættes af boligorganisationens ledelse efter drøftelse med afdelingsbestyrelsen til et årligt beløb pr. (m2) bruttoetageareal. Boligtageren kan forlange, at der udføres vedligeholdelse af boligen med hvidtning, maling, tapetsering og gulvbehandling, når det er nødvendigt og udgifterne kan dækkes af boligens vedligeholdelseskonto.
Stk. 2. Boligorganisationen fastsætter regler om istandsættelse ved fraflytning. Udgiften hertil afholdes af de midler, der er hensat på en fælleskonto for afdelingen.
§ 68. I boligorganisationens afdelinger skal der foretages passende henlæggelser til fornyelse af tekniske installationer, til hovedistandsættelse samt til afholdelse af sådanne istandsættelses- og vedligeholdelsesudgifter, der påhviler boligorganisationens afdelinger efter §§ 65-67. Midler fra sådanne henlæggelser kan i almindelighed ikke anvendes til andre formål.
Forbedringer, råderet
§ 69. Boligtageren har ret til at udføre nærmere fastsatte forbedringer m.v. af boligen og ved eventuel fraflytning opnå økonomisk godtgørelse for de afholdte udgifter.
Stk. 2. Afdelingsmødet kan ved almindelig stemmeflerhed beslutte, at der kan gennemføres forbedringsarbejder m.v. ud over de arbejder, der er omtalt i stk. 1. Boligtageren har ligeledes ret til ved en eventuel fraflytning at opnå en økonomisk godtgørelse, der beregnes på grundlag af de afholdte dokumenterede udgifter. Afdelingens beslutning skal godkendes af boligorganisationens bestyrelse. Senere ændringer af beslutningen skal ligeledes besluttes af afdelingsmødet og godkendes af boligorganisationens bestyrelse.
Stk. 3. Forbedringer m.v. efter stk. 1 og 2 skal være rimelige og hensigtsmæssige. Arbejderne må ikke fratage boligen dens karakter som almen bolig eller dens eventuelle karakter som bolig, der er velegnet for ældre og personer med handicap. Medfører arbejderne særlige vedligeholdelsesudgifter for afdelingen, forhøjes boligtagerens leje tilsvarende.
Stk. 4. Der kan ikke ydes godtgørelse for særlig luksusprægede eller særlig energiforbrugende arbejder.
Stk. 5. Godtgørelsen udbetales af boligorganisationen ved boligtagerens fraflytning. Boligorganisationen kan foretage modregning i godtgørelsen for boligtagerens forpligtelser over for organisationen.
Stk. 6. Ved ophør eller ændring af en ordning besluttet efter stk. 2 kan der ikke ske indskrænkninger i boligtagerens ret til godtgørelse for forbedringer m.v., der er udført efter den hidtil gældende ordning.
Stk. 7. Den nye boligtager, der flytter ind i en lejlighed, hvor den tidligere boligtager har gennemført forbedringer m.v., skal betale afdelingens udgifter til godtgørelse. Ved indgåelse af lejeaftalen kan den nye boligtager vælge mellem kontant betaling af udgiften eller en lejeforhøjelse, som modsvarer udgiften.
§ 70. Afdelingsmødet kan ved almindelig stemmeflerhed beslutte, at der ud over de forbedringsarbejder, der er omtalt i § 69, stk. 1 og 2, 1. pkt., kan gennemføres yderligere forbedringsarbejder m.v., uden at der skal foretages reetablering ved fraflytning. Disse arbejder medfører ikke ret til økonomisk godtgørelse.
Stk. 2. For forbedringsarbejder m.v., der gennemføres efter reglerne i stk. 1, finder bestemmelserne i § 69, stk. 2, 3. og 4. pkt., samt stk. 3, tilsvarende anvendelse.
Beboerindskud
§ 71. Når en boligtagers rettigheder vedrørende en bolig ophører, tilbagebetaler den almene boligorganisation det indbetalte beboerindskud (boligandel eller boligindskud) med tillæg af eventuelle senere forhøjelser. Boligorganisationen kan stille udbetalingen helt eller delvis i bero, indtil den har modtaget indskud fra den, der overtager boligen.
Stk. 2. Den almene boligorganisation kan foretage modregning i det beløb, der er nævnt i stk. 1, for boligtagerens forpligtelser over for boligorganisationen, herunder for eventuelle udgifter til det lejedes kontraktmæssige istandsættelse ved fraflytningen.
Stk. 3. Beboerindskud kan ikke indeksreguleres. Boligtagere, hvis boligoverenskomst eller lejeaftale vedrørende en tidligere almennyttig lejlighed er indgået inden 1. april 1975, bevarer dog retten til indeksregulering af deres beboerindskud til og med reguleringen på grundlag af reguleringspristallet for januar 1975.
§ 72. Hvis beboerindskuddet efter § 71, stk. 1, må antages ikke at kunne dække rimelige udgifter ved det lejedes kontraktmæssige istandsættelse ved fraflytning, kan boligorganisationen med kommunalbestyrelsens godkendelse forhøje indskuddet. Ved genudlejning indbetaler den nye boligtager det således forhøjede indskud til boligorganisationen.
§ 73. Hvis den nye boligtagers beboerindskud væsentligt overstiger indskuddet for tilsvarende boliger i nyt byggeri, kan boligorganisationen nedsætte indskuddet. De hertil nødvendige midler tilvejebringes ved henlæggelser i boligorganisationens afdelinger eller stilles til rådighed for afdelingen af organisationens dispositionsfond, jf. § 20, stk. 2.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan yde garanti for optagelse af indekslån, der anvendes til nedsættelse af beboerindskud i tidligere lette kollektivboliger. Det er en forudsætning, at beboerindskuddene væsentligt overstiger indskuddet for tilsvarende boliger i nyt byggeri. Indekslånet kan ydes med henblik på at nedbringe beboerindskuddet til minimalt 2 pct. af den endeligt godkendte anskaffelsessum ved byggeriets opførelse. Det beløb, hvormed beboerindskuddet nedsættes, udbetales til den pågældende boligtager. Hvis boligtageren har modtaget lån efter lov om individuel boligstøtte til betaling af beboerindskuddet, udbetales beløbet dog til långiver.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til det i stk. 2 nævnte indekslån efter tilsvarende regler, som gælder for finansiering af opførelse af nybyggeri, jf. reglerne i kapitel 9. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen yder garanti for hele indekslånet.
§ 74. Kommunen kan i stedet for at yde et lån efter § 54, stk. 3, i lov om individuel boligstøtte yde et beløb til dækning af det i § 118, stk. 2, nævnte indskud, når en lejer i en udlejningsejendom, der ombygges til en almen ældrebolig, i forvejen bebor den ombyggede bolig.
Stk. 2. Kommunen skal yde et beløb til dækning af det i stk. 1 nævnte indskud til
-
- beboere på plejehjem eller i beskyttet bolig, der nedlægges eller ombygges til almene ældreboliger, når beboerne genhuses i almene ældreboliger, og
-
- beboere, der visiteres fra plejehjem eller beskyttet bolig til almene ældreboliger.
Stk. 3. Det i stk. 1 og 2 nævnte beløb udbetales til udlejeren. Ved lejemålets ophør tilbagebetaler udlejeren beløbet til kommunen med fradrag af foretagen modregning efter § 71, stk. 2.
Stk. 4. Staten refunderer kommunens udgifter efter stk. 1-3 med 2/3.
Stk. 5. Bestemmelserne i § 65, § 66, § 67, § 69, § 70, § 71, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1. pkt., § 72 samt § 73, stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på almene ældreboliger, som ejes af en kommune eller en amtskommune.
Stk. 6. Bestemmelserne i §§ 65-70, § 71, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1. pkt., § 72 og § 73, stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på selvejende almene ældreboliger.
§ 75. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de i §§ 65-74 nævnte forhold, herunder om afgrænsning og beregning af godtgørelse for forbedringsarbejder m.v.