§ Lov om almene boliger m.v. · kapitel 3 af 17
Kapitel 3 – *Lejefastsættelse m.v.*
LOV nr 374 af 22/05/1996
§ 45. Den samlede leje (boligafgift) for en afdelings boliger og lokaler skal til enhver tid være fastsat således, at den giver afdelingen mulighed for af sine indtægter at afholde de udgifter, der er forbundet med driften, herunder til foreskrevne bidrag og henlæggelser.
Stk. 2. Lejen for en afdelings boliger fastsættes efter disses indbyrdes værdi. Lejen for hus eller husrum, der anvendes til andet end beboelse, fastsættes til den leje, der er sædvanlig for tilsvarende lejemål i ejendomme af samme alder i kvarteret eller kommunen.
Stk. 3. Lejen ved afdelingens ibrugtagelse skal godkendes af kommunalbestyrelsen, når byggeudgifterne er opgjort og den endelige finansiering er tilendebragt. Ved sin godkendelse skal kommunalbestyrelsen navnlig påse overholdelsen af stk. 1.
Stk. 4. Lejen fastsættes årligt på grundlag af et driftsbudget for det kommende år. Lejeforhøjelser, der måtte være nødvendige til opfyldelse af kravet i stk. 1, kan gennemføres med 3 måneders varsel eller med 1 måneds varsel, såfremt der i lejeaftalen er taget forbehold herom. For lejereguleringer i lejemål om hus eller husrum, der anvendes til andet end beboelse, gælder reglerne i lov om lejeregulering i erhvervslokaler m.v.
Stk. 5. Gør forholdene det påkrævet, kan kommunalbestyrelsen påbyde forhøjelse eller nedsættelse af lejen.
Stk. 6. Acontovarmebidrag kan forhøjes med 1 måneds varsel.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 og 5 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 46. Bestemmelserne i kapitel VII A i lov om leje om udgifter til fællesantenner m.v. finder tilsvarende anvendelse. Dog udarbejdes budgettet, på grundlag af hvilket lejerens betaling for udgifterne til fællesantenne m.v. (antennebidrag) opkræves, på baggrund af enten de faktiske eller de forventede udgifter på budgetteringstidspunktet. Et eventuelt over- eller underskud skal reguleres over det følgende regnskabsår.
Stk. 2. Den del af udgiften, der dækkes af udbetaling fra Landsbyggefonden i henhold til kapitel 6, medregnes ikke ved beregning af boligtagernes bidrag til godtgørelse af udgiften.
§ 47. Almindelige vilkår i boligoverenskomster og lejeaftaler og blanketter, der anvendes hertil, skal autoriseres af boligministeren.
§ 48. Undlader boligtagere i en afdeling som led i en fælles optræden at betale forfalden leje (boligafgift) eller andre forfaldne ydelser efter lejeaftalen, skal boligorganisationens ledelse iværksætte sådanne forholdsregler, som skønnes nødvendige for at sikre en forsvarlig økonomisk drift af afdelingen.
Stk. 2. Hvis boligtageres manglende betaling af forfaldne ydelser efter stk. 1 bringer en afdeling i alvorlige likviditetsvanskeligheder, skal boligorganisationens ledelse indberette dette til boligministeren og kommunalbestyrelsen og give oplysning om størrelsen af den ydelse, der skyldes af hver enkelt boligtager. Boligorganisationens indberetning skal vedlægges fyldestgørende materiale til belysning af afdelingens økonomiske situation.
Stk. 3. Såfremt boligministeren skønner, at et forhold som nævnt i stk. 1 indebærer nærliggende risiko for, at afdelingen ikke vil kunne videreføres som alment boligbyggeri, eller at der vil kunne opstå økonomisk tab for stat og kommune, overtager staten afdelingens fordringer mod de enkelte boligtagere og indbetaler samtidig til afdelingen et beløb, som svarer til de ydelser, der skyldes af boligtagerne.
Stk. 4. De fordringer, staten har overtaget efter stk. 3, kan med tillæg af renter og gebyr for ikke rettidigt betalt leje inddrives efter reglerne i kildeskattelovens §§ 72 og 73. Renten udgør den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i renteloven, og beregnes fra det tidspunkt, da staten overtager fordringerne. Gebyret, der tilfalder boligorganisationen eller afdelingen, udgør for hver måneds leje m.v. 50 kr. med tillæg af 2 pct. af det skyldige beløb ud over 1.000 kr. Inddrivelsen, herunder pålæg om indeholdelse i løn m.v., skal foretages af kommunalbestyrelsen, når boligministeren anmoder herom. Fremsætter boligtageren indsigelse mod et pålæg om indeholdelse i løn m.v., afgøres spørgsmålet af fogedretten ved kendelse. Indeholdelsen udsættes dog ikke ved sagens indbringelse for fogedretten.
Stk. 5. Har boligtageres manglende betaling af forfaldne ydelser efter stk. 1 påført boligorganisationen eller afdelingen merudgifter, der ikke fuldt ud dækkes af det i stk. 4 nævnte gebyr, betales udgifterne af disse boligtagere.
Stk. 6. Modtager en boligtager støtte i form af stipendium, studielån eller statsgaranteret lån efter lov om statens uddannelsesstøtte, kan boligministeren pålægge Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte at overføre den fornødne del af forfaldne rater af tildelte stipendiebeløb eller lån til en særskilt samlekonto i et pengeinstitut eller til en girokonto, som boligministeren anviser. Ved meddelelse af statsgaranti for lån kan boligministeren på forhånd give statsgarantien påtegning om, at det långivende pengeinstitut efter boligministerens bestemmelse skal overføre det skyldige beløb til en af de konti, der er nævnt. Boligministeren råder over indeståendet på kontoen, som anvendes til dækning af statskassens tilgodehavende efter stk. 4. Tiloversblevne beløb overføres til den uddannelsessøgendes konto i dennes pengeinstitut. Stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse. Fremsætter den, hvis uddannelsesstøtte tilgår boligministerens konto, indsigelse mod konteringen, afgøres spørgsmålet af fogedretten ved kendelse. Konteringen udsættes dog ikke ved sagens indbringelse for fogedretten.
Stk. 7. Reglerne i stk. 2-6 finder også anvendelse på personer, der som led i en fælles optræden benytter boliger uden lejeaftale og ikke efter påkrav fra den almene boligorganisation betaler for benyttelsen med et beløb, som svarer til den gældende leje og andre ydelser.
§ 49. Bestemmelserne i § 45, § 46, stk. 1, § 47 og § 48, stk. 1-5 og 7, finder tilsvarende anvendelse på almene ældreboliger, som ejes af en selvejende institution, en kommune eller en amtskommune.
§ 50. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de i § 45 nævnte forhold, herunder om arten og omfanget af de udgifter, der kan medregnes ved fastsættelsen af lejen.