§ Lov om almene boliger m.v. · kapitel 10 af 17
Kapitel 10 – *Forsøgsbyggeri*
LOV nr 374 af 22/05/1996
§ 144. Med henblik på at fremme mulighederne for at iværksætte forsøg med nye byggemetoder, boligformer eller forhold vedrørende driften af alment byggeri kan boligministeren i særlige tilfælde tillade, at de for alment byggeri fastsatte bestemmelser fraviges. Anskaffelsesudgifterne for sådant byggeri skal dog holdes inden for de rammer, der er fastsat som vilkår for at opnå støtte.
§ 145. Boligministeren kan i hvert finansår yde tilskud på indtil 1 mio. kr. til forskning, udvikling, forsøg og oplysning vedrørende opførelse og drift af alment boligbyggeri og dettes samspil med det øvrige boligmarked.
Stk. 2. Ud over tilskud efter stk. 1 kan boligministeren yde tilskud til dækning af merudgifter ved planlægning og udførelse af forsøgs- og udviklingsopgaver samt til registrering og formidling af forsøgsresultater i direkte tilknytning til forsøgsbyggeri og dettes samspil med det øvrige boligmarked.
§ 146. Der kan for den 4-årige periode 1995-98 gives tilsagn om offentlig støtte til indtil 1.600 boliger med henblik på at fremme mulighederne for at iværksætte forsøg med nye eller ændrede byggemetoder, nye tekniske installationer, bygningsudformninger og drifts- og vedligeholdelsesmetoder, herunder forsøg med økologiske løsninger og nybyggeri i byfornyelsesområder. Støtte kan ydes til almennyttige boliger og ungdomsboliger omfattet af de tidligere love om boligbyggeri eller boliger efter den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap. Efter den 31. december 1996 kan støtte udelukkende ydes til almene boliger.
Stk. 2. Tilsvarende kan der årligt ydes offentlig støtte til indtil 200 boliger som led i forsøg på at tilvejebringe passende boligforhold for hjemløse og andre vanskeligt stillede grupper.
§ 147. Støtten til de i § 146 omtalte boliger kan ydes efter tilsvarende regler som anført i kapitel 8 og §§ 115-139. Staten kan dog for den 4-årige periode 1995-98 inden for en ramme på 16 mio. kr. yde et tilskud til nedsættelse af anskaffelsessummen til kompensation for bygningsejerens eller kommunens udgifter til byggeriet, herunder udviklingsomkostninger og formidling af forsøgsresultaterne.
§ 148. Fordelingen til kommunerne af de årlige puljer i dette kapitel foretages af boligministeren.
§ 149. Boligministeren fastsætter nærmere regler om de i dette kapitel nævnte forhold.