§ Lov om administrationen af tilskud fra Den Europæiske Socialfond(* 1) · kapitel 5 af 5
Kapitel 5 – *Regnskaber m.m.*
LOV nr 335 af 01/05/1996
§ 14. Arbejdsministeren har ansvaret for, at der gennemføres kontrol og tilsyn med socialfondsfinansierede foranstaltninger, herunder at der sker regnskabsaflæggelse, revision og evaluering.
Stk. 2. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol, tilsyn, regnskaber, revision og evaluering samt om budgetter og om projekt- og situationsrapporter.
Stk. 3. Arbejdsministeren kan nedsætte et tilskud helt eller delvis eller kan kræve et allerede udbetalt tilskud tilbagebetalt helt eller delvis med tillæg af renter, hvis det konstateres, at
-
- projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med de forud godkendte planer,
-
- de i henhold til denne lov eller de på området gældende forordninger opstillede betingelser ikke opfyldes,
-
- forudsætningerne for tilsagn om tilskud i øvrigt er væsentligt ændret.
Stk. 4. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der i konkrete tilfælde kan gives tilladelse til, at en privat eller selvejende projektadministration får udbetalt forskud eller modtager afsluttende betaling under forbehold af det endelige regnskabs godkendelse, selv om beløbet endnu ikke er modtaget fra Europa-Kommissionen.
Stk. 5. Arbejdsministeren kan for at opfylde forordningskravene til evaluering fastsætte nærmere regler om afgivelse og indsamling af oplysninger om deltagere og projekter.
Stk. 6. Arbejdsministeren kan bestemme, at indsamlingen af oplysninger efter stk. 5 skal ske ved hjælp af elektronisk databehandling, jf. kapitel 4.
Ikrafttrædelse
§ 15. Loven træder i kraft den 1. maj 1996.
Stk. 2. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
Givet i København, den 1. maj 1996
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Jytte Andersen
Officielle noter
(* 1) Jf. forordning 2081/93, 2082/93 og 2084/93, alle af 20. juli 1993.