§ Lov om administrationen af tilskud fra Den Europæiske Socialfond(* 1) · kapitel 1 af 5
Kapitel 1 – *Formål og opgaver*
LOV nr 335 af 01/05/1996
§ 1. Loven har til formål af fastlægge administrationen af tilskud til Danmark fra Den Europæiske Socialfond (Socialfonden) i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, der følger af traktaten om Den Europæiske Union, gældende Rådsforordninger og beslutninger truffet af Europa-Kommissionen.
§ 2. Socialfondens formål er at forbedre arbejdskraftens beskæftigelsesmuligheder, navnlig gennem erhvervsuddannelse, omskoling, tidsbegrænsede beskæftigelsestilskud og udvikling af hensigtsmæssige strukturer hertil.
Stk. 2. Socialfondens indsats er koncentreret om følgende overordnede mål, som er fastsat for De Europæiske Strukturfonde:
Mål 1. Fremme af udviklingen og strukturtilpasningen i de tilbagestående regioner.
Mål 2. Omstilling i de regioner, grænseregioner eller dele af regioner, der er hårdt ramt af den industrielle tilbagegang.
Mål 3. Bekæmpelse af langtidsledighed og fremme af den erhvervsmæssige integrering af unge og af personer, der er udsat for udelukkelse fra arbejdsmarkedet.
Mål 4. Lettelse af arbejdstagernes tilpasning til de industrielle ændringer og udviklingen i produktionssystemerne.
Mål 5. Fremme af udviklingen af landdistrikterne
- a) ved at fremskynde tilpasningen af landbrugsstrukturerne som led i reformen af den fælles landbrugspolitik og
- b) ved at lette landdistrikternes udvikling og strukturelle tilpasning.
Mål 6. Fremme af udviklingen og den strukturelle tilpasning af områder med meget lille befolkningstæthed.
Stk. 3. Til fremme af Socialfondens indsats træffer Europa-Kommissionen desuden beslutning om Fællesskabsinitiativer inden for strukturfondenes målsætninger. Fællesskabsinitiativer skal fremme videnoverførsel generelt, og specielt inden for de tilbagestående regioner, og skal som hovedregel omfatte flere medlemslande.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte mål og Fællesskabsinitiativer gennemføres ved nationale programmer under de enkelte mål og Fællesskabsinitiativer. Desuden kan Europa-Kommissionen yde støtte til projekter af særlig Fællesskabsinteresse.
Stk. 5. I Danmark har Socialfonden først og fremmest til opgave at yde støtte til virkeliggørelsen af mål 3, mål 4 og Fællesskabsinitiativerne, og desuden at bidrage under mål 2 og mål 5, litra b.