← Lov om selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v.

§ Lov om selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. · kapitel 6 af 10

Kapitel 6 – *Kapitalforvaltning, regnskab og revision*

LOV nr 311 af 24/04/1996

§ 23. Bestyrelsen skal forvalte institutionens midler, så de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål.

Stk. 2. Institutionen er forpligtet til at vedligeholde sine bygninger på et forsvarligt niveau i overensstemmelse med en af bestyrelsen godkendt flerårig plan og til at sikre en forsvarlig standard af udstyr m.v. til de tilskudsberettigede aktiviteter.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan efter forhandling med boligministeren fastsætte nærmere regler om institutionernes byggevirksomhed, såfremt institutionen i medfør af § 14, stk. 4, modtager tilskud til kapitaludgifter pr. årsstuderende.

Stk. 4. Institutionen skal under størst mulig hensyntagen til sikkerheden anbringe de likvide midler på en eller flere af følgende måder:

    1. I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant,
    1. i fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn,
    1. som indestående i pengeinstitutter hjemmehørende i Danmark eller i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber,
    1. i værdipapirer bortset fra aktier, som i øvrigt efter deres art og sikkerhed kan stilles i klasse med de i nr. 1 og 2 nævnte aktiver.

§ 24. Institutionens regnskabsår er finansåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes et årsregnskab omfattende resultatopgørelse, balance og anlægsoversigt. Regnskabet skal underskrives af bestyrelsen og af institutionens leder.

Stk. 2 . Institutionens regnskaber revideres af rigsrevisor i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m. § 2, stk. 1.

Stk. 3. Institutionen udpeger en statsautoriseret eller registreret revisor, som reviderer institutionens regnskaber efter aftale mellem rigsrevisor og undervisningsministeren i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m. § 9. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med rigsrevisor nærmere regler om institutionernes revision.

Stk. 4. Regnskaberne opstilles efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren. Institutionens regnskabsføring skal være i overensstemmelse med regler fastsat af undervisningsministeren.

§ 25. Hvis det af revisionsberetningen fremgår, at der foreligger lovovertrædelser eller andre uacceptable forhold i forbindelse med forvaltningen af institutionens midler, skal undervisningsministeren, hvis revisionen giver anledning hertil, snarest iværksætte foranstaltninger til genoprettelse af en lovlig og forsvarlig forvaltning. Det samme gælder, hvis undervisningsministeren på anden måde bliver gjort bekendt med de nævnte forhold.