Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) § 74

§ 74. Anvendte den efterlevende ægtefælle ved udløbet af indkomståret forud for imødekommelsesåret virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen på en virksomhed, der indgår i boet, gælder reglerne i virksomhedsskattelovens afsnit I henholdsvis afsnit II med de ændringer, der følger af stk. 2 og 3.

Stk. 2. Udloddes en erhvervsvirksomhed som nævnt i stk. 1 til andre arvinger eller legatarer efter afdøde, medregnes indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for imødekommelsesåret med tillæg af hertil svarende virksomhedsskat og med fradrag af et grundbeløb på 83.300 kr. til den efterlevende ægtefælles personlige indkomst for imødekommelsesåret. § 10, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Omfatter udlodningen en del af en erhvervsvirksomhed eller en af flere virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3, finder 1. og 2. pkt. og § 10, stk. 3, 2.-5. pkt., tilsvarende anvendelse. § 10, stk. 4, 1. pkt., henholdsvis § 24, stk. 4, 1. pkt., og § 46, stk. 1, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Udloddes en erhvervsvirksomhed som nævnt i stk. 1 til andre arvinger eller legatarer efter førstafdøde, medregnes indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for imødekommelsesåret med tillæg af hertil svarende konjunkturudligningsskat og med fradrag af et grundbeløb på 83.300 kr. til den efterlevende ægtefælles personlige indkomst for imødekommelsesåret. Omfatter udlodningen en del af en erhvervsvirksomhed eller en af flere virksomheder, finder 1. pkt. og § 11, stk. 3, 2.-4. pkt., tilsvarende anvendelse. § 11, stk. 4, 1. pkt., henholdsvis § 25, stk. 4, 1. pkt., og § 46, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. I de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde fradrages i den efterlevende ægtefælles slutskat m.v. vedrørende imødekommelsesåret den til det beskattede overskud svarende virksomhedsskat henholdsvis den til den beskattede henlæggelse svarende konjunkturudligningsskat. Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 3, 3. pkt., henholdsvis § 22 b, stk. 5, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Grundbeløbene i stk. 2 og 3, der er angivet i 1987-niveau, reguleres efter personskattelovens § 20.

Kilde: Retsinformation.dk