Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) § 36
§ 36. Konstateres der ved udlodning af aktiver fra et bo, der ikke er fritaget for beskatning efter § 6, en gevinst, indtræder modtageren i boets skattemæssige stilling (succederer), medmindre andet følger af §§ 37 og 38. Indtræden i boets skattemæssige stilling (succession) kan dog ikke ske i det omfang, gevinsten skal beskattes i boet efter § 28, stk. 3, eller § 29.
Stk. 2. Ved den efterfølgende beskatning af modtageren af udlodning med succession anses et udloddet aktiv for erhvervet af modtageren på det tidspunkt, til det beløb og under de omstændigheder, hvorved det i sin tid er erhvervet af afdøde, boet eller, når boet er indtrådt i den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling efter § 20, stk. 2, ægtefællen. Er der i afdødes, boets eller ægtefællens ejertid sket skattemæssigt relevante ændringer i et aktivs status, overtages aktivet af modtageren med hensyntagen til sådanne ændringer. Er der ved udlodningen beregnet passivpost efter boafgiftslovens § 13 a vedrørende det pågældende aktiv, lægges de omstændigheder med hensyn til anskaffelsestid, anskaffelsessum og anskaffelseshensigt, som blev lagt til grund ved beregningen af passivposten, til grund for beskatningen af aktivet hos modtageren. 3. pkt. finder dog ikke anvendelse på børsnoterede aktier, hvis modtageren efter udlodningen omfattes af aktieavancebeskatningslovens § 7, stk. 1.
Stk. 3. Ved afståelse af aktier, der er erhvervet ved udlodning med succession, skal en modtager, der er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2 c, eller 3 a-5 b, eller fondsbeskatningsloven, uanset aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 6, 1. pkt., opgøre gevinst eller tab efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, 3 og 4.
Stk. 4. Ved afståelse af aktier, der er erhvervet ved udlodning med succession, skal modtageren ved beregning af nedslag efter aktieavancebeskatningslovens § 7 a, stk. 1, i stedet for afståelsessummen anvende den værdi, hvortil aktierne er medtaget i boopgørelsen, jf. dog boafgiftslovens § 12.
Stk. 5. Ved opgørelsen af gevinst eller tab ved afståelse af en ejendom, der er erhvervet ved udlodning med succession, og som er anskaffet af afdøde eller, når boet er indtrådt i en efterlevende ægtefælles stilling efter § 20, stk. 2, ægtefællen som led i dennes næringsvej, kan modtageren fradrage frigørelsesafgift, som er pålagt, mens ejendommen var i afdødes, boets eller ægtefællens besiddelse. Ved beregningen af passivpost efter boafgiftslovens § 13 a vedrørende ejendommen skal der tages hensyn til dette fradrag. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke, hvis frigørelsesafgiften er tilbagebetalt eller bortfaldet i medfør af frigørelsesafgiftslovens § 8 A.
Kilde: Retsinformation.dk