Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) § 13
§ 13. Afsluttende skatteansættelse af indkomsten i mellemperioden kan kræves af den kommunale skattemyndighed og af dødsboet. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, kan hvert af boerne for sit vedkommende kræve afsluttende skatteansættelse efter 1. pkt.
Stk. 2. Dødsboets krav om afsluttende skatteansættelse skal fremsættes senest 6 måneder efter dødsfaldet. Hvis boets behandlingsmåde først afgøres senere end 4 måneder efter dødsfaldet, skal kravet dog først fremsættes senest 2 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Kravet skal ledsages af selvangivelse af indkomsten for mellemperioden.
Stk. 3. Den kommunale skattemyndigheds krav om afsluttende skatteansættelse skal fremsættes senest 3 måneder efter modtagelsen af en opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen, jf. dog § 87, stk. 2 og 3. Fremsætter skattemyndigheden krav om afsluttende ansættelse, skal boet senest 3 måneder herefter indgive selvangivelse af indkomsten for mellemperioden.
Stk. 4. Der kan ikke kræves afsluttende skatteansættelse vedrørende indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter kildeskattelovens § 48 E. Skat vedrørende sådan indkomst bliver endelig ved den skattepligtiges død.
Stk. 5. Der skal foretages afsluttende skatteansættelse for mellemperioden, hvis
-
- afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret anvendte virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, og indestående på konto for opsparet overskud ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat overstiger det i § 10, stk. 1, nævnte grundbeløb,
-
- afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsfaldet anvendte kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, og indestående på konjunkturudligningskonto ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende konjunkturudligningsskat overstiger det i § 11, stk. 1, nævnte grundbeløb,
-
- en efterlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet eller i væsentligt omfang deltaget i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, og boet efter § 44, stk. 1, kræver et beløb beskattet hos den efterlevende ægtefælle, eller
-
- afdøde i mellemperioden har drevet eller i væsentligt omfang deltaget i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdødes efterlevende ægtefælle, og ægtefællen efter § 9, stk. 1, nr. 7, kræver et beløb beskattet hos afdøde.
Stk. 6. Anvendte en efterlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen på en erhvervsvirksomhed, der indgår i dødsboet, medregnes ægtefællens indestående på konto for opsparet overskud eller indestående på konjunkturudligningskontoen ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende virksomhedsskat eller den dertil svarende konjunkturudligningsskat ved afgørelsen af, om der skal foretages afsluttende skatteansættelse efter stk. 5, nr. 1 eller 2.
Stk. 7. I de i stk. 5, nr. 1-3, nævnte tilfælde skal der selvangives for mellemperioden inden for de frister, der er nævnt i stk. 2. I de i § 5, nr. 4, nævnte tilfælde skal der selvangives for mellemperioden senest ved udløbet af den selvangivelsesfrist, der gælder for den efterlevende ægtefælle for dødsåret.
Stk. 8. Skattekontrollovens § 4, stk. 4, om henstand med selvangivelsesfristen og § 5 om sanktioner ved ikke rettidig eller manglende selvangivelse finder tilsvarende anvendelse på selvangivelsesfristerne efter stk. 2, 3 og 7.
Mellemperiodeskat
Kilde: Retsinformation.dk