§ Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) · kapitel 7 af 22
Kapitel 7 – *Beskatningen af en efterlevende ægtefælle*
LOV nr 1221 af 27/12/1996
§ 41. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse, når afdøde efterlader sig en ægtefælle, som afdøde ikke var separeret fra ved dødsfaldet, og boet efter afdøde omfattes af § 3.
Stk. 2. Anvendelsen af § 43, stk. 3, og § 50 forudsætter tillige, at ægtefællen levede sammen med afdøde ved dødsfaldet.
§ 42. I dødsåret og de efterfølgende år gælder skattelovgivningens almindelige regler for personer med de ændringer, der følger af stk. 2 og §§ 43-50.
Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle beskattes ikke af gevinst og tab ved udlodning af den efterlevende ægtefælles formue til andre arvinger eller legatarer efter afdøde. Indtil udlodningstidspunktet anses indtægter og udgifter vedrørende det udloddede som den efterlevende ægtefælles indkomst.
§ 43. Den efterlevende ægtefælle omfattes af §§ 34-40.
Stk. 2. Hvis den efterlevende ægtefælle har betalt renteudgifter m.v., der på grund af afdødes forhold var omfattet af ligningslovens § 5, stk. 7, 1. pkt., kan udgifterne fuldt ud fradrages af den efterlevende ægtefælle i det indkomstår, hvori betalingen sker.
Stk. 3. Hvis afdøde opfyldte de aldersmæssige betingelser for at få opgjort lejeværdien af egen bolig i en fast ejendom efter ligningslovens § 15 E, stk. 2, eller betingelserne for nedsættelse af lejeværdien efter ligningslovens § 15 F, beregnes lejeværdien for den efterlevende ægtefælle efter disse regler, uanset om ægtefællen selv opfylder de nævnte betingelser. Hvis den efterlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, ophører retten til nedsættelse af lejeværdien efter 1. pkt. med virkning fra begyndelsen af det første påbegyndte indkomstår efter ægteskabets indgåelse.
Stk. 4. Den efterlevende ægtefælle kan overtage afdødes indskud på etableringskonto på de for afdøde gældende betingelser.
Stk. 5. Ved udlodning af fast ejendom gælder kursgevinstlovens § 5, stk. 8.
Erhvervsvirksomhed
§ 44. Hvis den efterlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, kan boet bestemme, at den efterlevende ægtefælle til sin skattepligtige indkomst i dødsåret skal medregne et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Tilsvarende gælder, hvis den efterlevende ægtefælle i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af afdøde.
Stk. 2. Hvis afdøde i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdødes efterlevende ægtefælle, kan den efterlevende ægtefælle i sin skattepligtige indkomst for dødsåret fradrage et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Tilsvarende gælder, hvis afdøde i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af den efterlevende ægtefælle. Ved anvendelsen af 1. og 2. pkt. er det en betingelse, at et tilsvarende beløb medregnes ved en selvstændig skatteansættelse af afdødes indkomst i mellemperioden efter § 13, jf. § 9, stk. 1, nr. 7, eller medregnes til bobeskatningsindkomsten efter § 22, stk. 1, nr. 7.
§ 45. Hvis afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret drev en erhvervsvirksomhed, der tilhørte den efterlevende ægtefælle, kan den efterlevende ægtefælle med virkning fra begyndelsen af dødsåret
-
- overtage forskudsafskrivninger, som afdøde havde foretaget efter afskrivningslovens afsnit IV A, på de for afdøde gældende betingelser, og
-
- overtage investeringsfondshenlæggelser, som afdøde havde foretaget, på de for afdøde gældende betingelser.
Stk. 2. Anvendte afdøde virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret på indkomst fra en virksomhed, der tilhører den efterlevende ægtefælle, kan den efterlevende ægtefælle med virkning fra begyndelsen af dødsåret indtræde i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til indestående på konto for opsparet overskud, indskudskonto og mellemregningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, når den pågældende virksomhed udgør en af flere virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3. I stedet for indestående på konto for opsparet overskud, indskudskonto og mellemregningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret medregnes en forholdsmæssig del heraf beregnet efter forholdet mellem den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret, der kan henføres til den nævnte virksomhed, og hele kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret. § 10, stk. 3, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Anvendte afdøde kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret på indkomst fra en virksomhed, der tilhører den efterlevende ægtefælle, kan den efterlevende ægtefælle med virkning fra begyndelsen af dødsåret indtræde i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til indestående på konjunkturudligningskontoen ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret.
Stk. 5. Stk. 4 finder tilsvarende anvendelse, når den pågældende virksomhed udgør en af flere virksomheder. § 11, stk. 3, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 46. Anvendte den efterlevende ægtefælle ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, på såvel indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, som indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhører den efterlevende ægtefælle, gælder 2.-4. pkt. Kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret nedsættes med en forholdsmæssig del beregnet efter reglerne i § 10, stk. 3, 3. og 4. pkt. Indestående på konto for opsparet overskud og indskudskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret nedsættes med en forholdsmæssig del beregnet efter forholdet mellem den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret, der kan henføres til den overførte virksomhed, og hele kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret. § 10, stk. 3, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Anvendte den efterlevende ægtefælle ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, på såvel indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, som indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhører den efterlevende ægtefælle, gælder 2. og 3. pkt. Indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret deles under hensyn til den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret, der kan henføres til henholdsvis den af afdøde ejede virksomhed og den resterende virksomhed. § 11, stk. 3, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 47. Hvis afdødes virksomhed, for hvilken der i indkomståret forud for dødsåret er sket beskatning efter reglerne i virksomhedsskattelovens afsnit I, udloddes til den efterlevende ægtefælle, kan denne overtage indestående på indskudskontoen. Udloddes en del af virksomheden eller en af flere virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3, til den efterlevende ægtefælle, kan ægtefællen overtage den til den pågældende del af virksomheden eller den pågældende virksomhed svarende del af indskudskontoen. § 45, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Hvis den efterlevende ægtefælle i forbindelse med udlodning af en virksomhed, en del af en virksomhed eller en af flere virksomheder overtager indestående på konto for opsparet overskud, jf. § 39, stk. 2, skal ægtefællen tillige overtage indestående på indskudskontoen som nævnt i 1. og 2. pkt.
§ 48. Anvendte den efterlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, eller kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, på indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhører den efterlevende ægtefælle selv, gælder reglerne i virksomhedsskattelovens afsnit I henholdsvis afsnit II med de ændringer, der følger af stk. 2 og 3.
Stk. 2. Udloddes en erhvervsvirksomhed som nævnt i stk. 1 til andre arvinger eller legatarer efter afdøde, medregnes indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af hertil svarende virksomhedsskat til det beløb, der skal beskattes efter § 10, stk. 1, eller § 11, stk. 1, henholdsvis § 24, stk. 1, eller § 25, stk. 1. 1. pkt. og § 10, stk. 3, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse, når udlodningen omfatter en del af en erhvervsvirksomhed eller en af flere virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3. § 10, stk. 4, 1. pkt., henholdsvis § 24, stk. 4, 1. pkt., og § 46, stk. 1, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Udloddes en erhvervsvirksomhed som nævnt i stk. 1 til andre arvinger eller legatarer efter afdøde, medregnes indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af hertil svarende konjunkturudligningsskat til det beløb, der skal beskattes efter § 10, stk. 1, eller § 11, stk. 1, henholdsvis § 24, stk. 1, eller § 25, stk. 1. 1. pkt. og § 11, stk. 3, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse, når udlodningen omfatter en del af en erhvervsvirksomhed eller en af flere erhvervsvirksomheder. § 11, stk. 4, 1. pkt., henholdsvis § 25, stk. 4, 1. pkt., og § 46, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Underskud
§ 49. Underskud i bobeskatningsindkomsten eller i afdødes skattepligtige indkomst for mellemperioden kan ikke fradrages i den efterlevende ægtefælles skattepligtige indkomst.
Stk. 2. Underskud i den efterlevende ægtefælles skattepligtige indkomst i dødsåret og de efterfølgende indkomstår kan ikke fradrages i bobeskatningsindkomsten eller i afdødes skattepligtige indkomst for mellemperioden.
Skatteberegning i dødsåret
§ 50. Ved beregning af den efterlevende ægtefælles indkomstskatter for dødsåret er den efterlevende ægtefælle berettiget til det dobbelte af det personfradrag, som tilkommer ægtefællen efter personskattelovens § 10, stk. 1. Uudnyttet personfradrag hos den efterlevende ægtefælle kan ikke overføres til skatteansættelsen af bobeskatningsperioden eller til skatteansættelsen af afdødes indkomst i mellemperioden.
Stk. 2. Ved beregningen af den efterlevende ægtefælles skat efter personskattelovens § 5, nr. 2, i dødsåret er den efterlevende ægtefælle berettiget til to fradrag efter personskattelovens § 6 a, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis den efterlevende ægtefælle er samlevende med en ny ægtefælle ved udgangen af dødsåret.
Indtrædelse i henstandsordninger
§ 51. I tilfælde, hvor skatteministeren har bevilget henstand med betaling af skatter pålignet efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, kan skatteministeren tillade, at den efterlevende ægtefælle indtræder i henstandsordningen på de vilkår, der gjaldt for afdøde.
Stk. 2. Har afdøde i medfør af frigørelsesafgiftslovens § 6 fået udsættelse med betaling af frigørelsesafgift, forfalder henstandsbeløbet uanset frigørelsesafgiftslovens § 7, stk. 1, ikke, såfremt ejendommen udloddes til den efterlevende ægtefælle.