← Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven)

§ Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) · kapitel 13 af 22

Kapitel 13

LOV nr 1221 af 27/12/1996

§ 76. Reglerne i dette afsnit finder anvendelse, hvis boet efter en afdød person er sluttet ved boudlæg i medfør af § 18 i lov om skifte af dødsboer, jf. dog denne lovs § 58, stk. 3, 3. pkt. Hvis afdøde ved dødsfaldet var enlig, gælder § 77. Hvis afdøde ikke var enlig, gælder §§ 78 og 79. For modtagere af boudlæg gælder § 80.

Enlige

§ 77. Hvis afdøde var ugift, separeret eller efterlader sig en ægtefælle, der ikke var samlevende med afdøde enten ved udløbet af det seneste indkomstår forud for dødsfaldet eller ved dødsfaldet, foretages der ingen skatteansættelse vedrørende det seneste afsluttede indkomstår forud for dødsfaldet eller vedrørende mellemperioden. Overskydende skat for indkomståret forud for dødsfaldet, der ikke er forfalden til udbetaling ved dødsfaldet, udbetales ikke.

Ikke enlige

§ 78. Var afdøde ved dødsfaldet gift og ikke separeret, og samlevede afdøde med ægtefællen ved udgangen af det seneste indkomstår forud for dødsfaldet, foretages der skatteansættelse vedrørende afdødes seneste afsluttede indkomstår forud for dødsfaldet efter de almindelige regler herom. Skattekontrollovens § 5, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Den efterlevende ægtefælle hæfter ikke for eventuelle skattekrav mod afdøde. Eventuel overskydende skat, der ikke er forfalden forud for dødsfaldet, udbetales til den efterlevende ægtefælle uden om boet. Hvis afdøde anvendte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), gælder 4. pkt. for overskydende skat vedrørende kalenderåret forud for det kalenderår, hvori dødsfaldet er sket.

Stk. 2. Var afdøde ved dødsfaldet gift, ikke separeret og samlevende med den efterlevende ægtefælle, finder §§ 7-18 tilsvarende anvendelse. Afsluttende skatteansættelse af mellemperioden, jf. § 13, kan dog kun kræves af den efterlevende ægtefælle. Den efterlevende ægtefælle hæfter ikke for eventuelle skattekrav mod afdøde. Eventuel overskydende skat tilfalder den efterlevende ægtefælle uden om boet.

Den efterlevende ægtefælle

§ 79. I dødsåret og efterfølgende indkomstår er den efterlevende ægtefælle indkomstskattepligtig efter skattelovgivningens almindelige regler for personer, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved beregning af den efterlevende ægtefælles indkomstskat for dødsåret finder § 50, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse. Dette gælder dog kun, hvis den efterlevende ægtefælle var samlevende med afdøde ved dødsfaldet og ikke er samlevende med en ny ægtefælle ved udgangen af dødsåret.

Udlevering af aktiver m.v.

§ 80. Indkomst af aktiver, der udleveres fra et dødsbo i medfør af § 18 i lov om skifte af dødsboer, beskattes hos modtageren af boudlægget fra og med dødsdagen. Ved beskatningen af indkomst som nævnt i 1. pkt., herunder ved modtagerens afståelse af et aktiv, der er udleveret efter § 18 i lov om skifte af dødsboer, gælder skattelovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. Ved boudlæg til afdødes efterlevende ægtefælle kan denne overtage afdødes indskud på etableringskonto på de for afdøde gældende betingelser.

Afsnit V

Genoptagelse