§ Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) · kapitel 11 af 22
Kapitel 11 – *Skifte af førstafdødes særbo*
LOV nr 1221 af 27/12/1996
§ 67. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på afdødes særbo, når dette skiftes, uden at den efterlevende ægtefælle overtager det efter § 58, stk. 1, eller stk. 2, 1. pkt., mens fællesboet overtages af den efterlevende ægtefælle efter § 58, stk. 1, eller stk. 2, 1. pkt.
Stk. 2. Reglerne i §§ 3-6 finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte dødsboer.
Stk. 3. Hvis boet er fritaget for beskatning efter § 6, finder §§ 7-18 anvendelse med de ændringer, der følger af § 68.
Stk. 4. Hvis boet ikke er fritaget for beskatning efter § 6, finder §§ 19-33 anvendelse med de ændringer, der følger af § 69.
Stk. 5. For modtagere af udlodning fra et bo, der er omfattet af stk. 1, gælder §§ 34-40.
Stk. 6. For den efterlevende ægtefælle gælder §§ 59-65 med de ændringer, der følger af § 70. I det omfang den efterlevende ægtefælle modtager udlodning fra et bo, der er omfattet af stk. 1, gælder dog i stedet §§ 41-48 samt § 51.
Skattefritagne boer
§ 68. Reglerne i §§ 8-18 finder kun anvendelse på afdødes indtægter og udgifter, i det omfang de hidrører fra afdødes fuldstændige særeje.
Stk. 2. Ved opgørelsen af foreløbige indkomstskattebeløb efter § 15, stk. 2 og 3, medregnes kun en andel af de foreløbige indkomstskattebeløb, som svarer til forholdet mellem på den ene side afdødes indtægter og udgifter i mellemperioden, i det omfang de hidrører fra afdødes fuldstændige særeje, og på den anden side afdødes samlede indtægter og udgifter i mellemperioden.
Ikke skattefritagne boer
§ 69. Reglerne i §§ 19-33 finder kun anvendelse på afdødes indtægter og udgifter i det omfang, de hidrører fra afdødes fuldstændige særeje.
Stk. 2. Ved anvendelsen af § 30, stk. 7, godskrives boet kun en andel af afdødes skatter for dødsåret, der svarer til forholdet mellem på den ene side afdødes indtægter og udgifter i mellemperioden, i det omfang de hidrører fra afdødes fuldstændige særeje, og på den anden side afdødes samlede indtægter og udgifter i mellemperioden.
Den efterlevende ægtefælle
§ 70. Den efterlevende ægtefælle er uanset § 62, stk. 1, ikke skattepligtig af afdødes indtægter og udgifter i mellemperioden, i det omfang de hidrører fra afdødes fuldstændige særeje.
Stk. 2. Ved anvendelsen af § 64, stk. 3, godskrives den efterlevende ægtefælle kun den del af afdødes forudbetalte skatter for dødsåret, der ikke skal henregnes til afdøde efter § 68, stk. 2, eller godskrives boet efter § 69, stk. 2. 1. pkt. finder dog anvendelse, selv om der ikke foretages afsluttende skatteansættelse af mellemperioden.