Lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister § 9
§ 9. I lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 519 af 22. juni 1995, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 487 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 73, stk. 1, affattes således:
»Har en skatteyder ikke inden det tidspunkt, da udlæg kan begæres, betalt den indkomstskat til staten, amtskommunal indkomstskat, kommunal indkomstskat eller kirkelige afgifter, der påhviler den pågældende, kan vedkommende skattemyndighed træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i skatteyderens lønning, provision eller andet arbejdsvederlag, hvad der er fornødent til betaling af ydelserne med påløbne renter, tillæg og gebyrer. Indeholdelsespligten omfatter også enhver forskudsvis udbetaling af løn m.v. Skattemyndighedens afgørelse om lønindeholdelse indberettes til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. § 3 i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Registeret påser, at indbetaling fra den indeholdelsespligtige arbejdsgiver finder sted i overensstemmelse med afgørelsen om lønindeholdelse, jf. § 2, nr. 3, i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Såfremt skatteyderens arbejdsvederlag udredes direkte af beløb, som skatteyderen oppebærer på arbejdsgiverens vegne, skal der foretages de ændringer i afregningsformen, som er nødvendige for, at begæringen om lønindeholdelse kan efterkommes. Indeholdelse som nævnt kan også foretages i A-indkomst, der hidrører fra partsfiskeri. Som arbejdsgiver anses den, der skal indeholde foreløbig skat efter § 46, stk. 1, 1. pkt.«
2. § 73, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Er skattebeløb, som nogen efter §§ 46 og 49 eller efter denne paragraf har været pligtig til at indeholde eller opkræve, ikke indbetalt til det offentlige inden det tidspunkt, da udlæg kan begæres, kan der træffes afgørelse om at give den indeholdelsespligtiges arbejdsgiver pålæg som omhandlet i stk. 1 med hensyn til det skyldige beløb samt påløbne renter, tillæg og gebyrer.«
3. I § 73, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»Indeholdelsen sker med en procentdel af nettolønnen.«
4. I § 73, stk. 8, 1. pkt., ændres »vedkommende skattemyndighed« til: »Det Fælles Lønindeholdelsesregister skriftligt eller elektronisk«.
5. I § 73, stk. 8, 3. pkt., ændres »vedkommende skattemyndighed« til: »Det Fælles Lønindeholdelsesregister«.
Kilde: Retsinformation.dk