← Lov om daghøjskoler og produktionsskoler m.v.

§ Lov om daghøjskoler og produktionsskoler m.v. · kapitel 2 af 6

Kapitel 2 – *Godkendelse, drift og tilsyn*

LOV nr 449 af 14/06/1995

§ 6. Daghøjskoler og produktionsskoler etableres som selvejende institutioner med vedtægter, der godkendes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der helt eller delvis yder grundtilskud til skolen, jf. § 11, stk. 1.

Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om skolens ophør, herunder om anvendelse af eventuelle overskydende midler.

Stk. 3. Ved godkendelsen af vedtægterne skal kommunalbestyrelsen påse, at skolen råder over egnede lokaler og kan påbegynde sin virksomhed på et realistisk økonomisk grundlag.

Stk. 4. Godkendelse af vedtægter kan tilbagekaldes, såfremt der ikke længere er behov for skolen. Tilbagekaldelsen skal ske med mindst et års varsel til en 1. januar. En godkendelse kan tillige tilbagekaldes, såfremt skolens virksomhed ikke længere er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov. Tilbagekaldelsen kan i så fald ske uden varsel.

§ 7. En daghøjskole eller produktionsskole kan ikke anvende institutionens midler til at investere i aktie- eller anpartsselskaber, interessentskaber, andelsforeninger, fonde eller andre selskaber eller institutioner med erhvervsmæssige formål.

§ 8. Den overordnede ledelse af den enkelte skole varetages af bestyrelsen.

Stk. 2. I bestyrelsen kan der være repræsentanter for den eller de kommunalbestyrelser og amtsråd, der yder grundtilskud til skolen, jf. § 11, stk. 1. Antallet af kommunale eller andre offentligt udpegede repræsentanter må dog ikke være så stort, at det udgør et flertal i bestyrelsen. I en produktionsskoles bestyrelse skal de lokale arbejdsmarkedsorganisationer være repræsenteret.

Stk. 3. Bestyrelsen udarbejder hvert år en plan for skolens virksomhed, der for daghøjskolernes vedkommende skal være i overensstemmelse med §§ 1 og 2 og for produktionsskolernes vedkommende med §§ 3 og 4. Virksomhedsplanen skal omfatte en beskrivelse af mål, målgruppe samt indholdet af undervisningen og produktionsvirksomheden.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter regler for optagelse af deltagere på skolen.

Stk. 5. Bestyrelsen fastlægger efter forslag fra skolelederen skolens budget og godkender dens regnskab.

Stk. 6. Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder.

Stk. 7. Bestyrelsen ansætter og afskediger lærere og andet personale. Bestyrelsen kan bemyndige skolens leder hertil.

§ 9. Skolelederen varetager den daglige ledelse og har det pædagogiske ansvar.

§ 10. Undervisningsministeren fører tilsyn med skolerne.

Stk. 2. Efter anmodning fra undervisningsministeren har skolerne pligt til at afgive oplysninger om undervisningen, lærerne, deltagerne samt om skolernes drift og regnskab.

Stk. 3. Daghøjskoler og produktionsskoler kan indhente oplysninger hos deltagerne om deres personnumre. Skolerne kan videregive disse oplysninger til undervisningsministeren, jf. stk. 2.

Stk. 4. Undervisningsministeren træffer beslutning om, i hvilken form oplysninger skal gives, herunder om indberetning i elektronisk form.