Lov om statens uddannelsesstøtte § 2

§ 2. Uddannelsessøgende kan efter ansøgning få uddannelsesstøtte, når de

    1. er danske statsborgere eller efter international overenskomst har ret til uddannelsesstøtte på lige fod med danske statsborgere eller i støttemæssig henseende ved uddannelser i Danmark ligestilles med danske statsborgere af undervisningsministeren,
    1. gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte,
    1. er fyldt 18 år,
    1. er studieaktive og
    1. ikke får anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, bortset fra stipendium efter afsnit II.

Stk. 2. En uddannelsessøgende kan tidligst få uddannelsesstøtte fra begyndelsen af det kvartal, der følger efter den dato, hvor den uddannelsessøgende er fyldt 18 år.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om de betingelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 5. Undervisningsministeren kan herunder bestemme, at kravet om studieaktivitet kan fraviges på grund af sygdom, fødsel, adoption eller andre særlige forhold.

Kilde: Retsinformation.dk