← Lov om statens uddannelsesstøtte

§ Lov om statens uddannelsesstøtte · kapitel 6 af 12

Kapitel 6 – *Egenindkomst, fribeløb og forældreindkomst*

LOV nr 448 af 14/06/1995

§ 22. Uddannelsesstøtten i et støtteår nedsættes ved den endelige tildeling for dette år, hvis den uddannelsessøgendes egenindkomst i støtteåret, jf. § 23, overstiger et beløb, der er summen af de månedlige fribeløb i støtteåret, jf. § 24 og § 25, stk. 6, (årsfribeløbet).

Stk. 2. Når den uddannelsessøgendes egenindkomst er højere end det beregnede årsfribeløb, nedsættes først stipendium, herunder supplerende stipendium efter § 7, stk. 2, dernæst studielån og slutlån. Undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

§ 23. Den uddannelsessøgendes egenindkomst opgøres for hele støtteåret uanset støtteperiodens længde.

Stk. 2. Egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, kapitalindkomsten og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.

Stk. 3. I egenindkomsten fradrages

    1. stipendium efter afsnit I i denne lov,
    1. overskud af danske ejendomme, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6,
    1. arbejdsmarkedsbidrag, der fragår ved opgørelse af den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 8 M, og
    1. tilskrevne renter af beløb, der er opsparet den 31. december 1993 på en uddannelseskonto efter lov om uddannelsesopsparing og ikke senere er hævet. Det opsparede beløb omfatter renter, der er tilskrevet senest den 31. december 1993.

Stk. 4. Styrelsen kan i enkelte tilfælde godkende andre særlige fradrag i egenindkomsten.

§ 24. Fribeløbet er 3.493 kr. pr. måned (laveste fribeløb).

Stk. 2. Fribeløbet er 11.158 kr. pr. måned (mellemste fribeløb) for hver måned i støtteåret, hvor den uddannelsessøgende har

    1. valgt stipendium og studielån fra,
    1. været indskrevet ved en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, men har haft orlov fra uddannelsen,
    1. været indskrevet ved en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, men ikke har været studieaktiv, eller
    1. været i praktik, der ikke giver ret til uddannelsesstøtte.

Stk. 3. Fribeløbet er 19.918 kr. pr. måned (højeste fribeløb) for hver måned i støtteåret, hvor den uddannelsessøgende

    1. ikke gennemgår en uddannelse i Danmark eller i udlandet, der giver ret til uddannelsesstøtte efter afsnit I,
    1. ikke opfylder aldersbetingelsen for at få uddannelsesstøtte, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, og stk. 2,
    1. gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, men ikke er dansk statsborger eller i støttemæssig henseende ligestillet med danske statsborgere, jf. § 2, nr. 1,
    1. får anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, eller
    1. i perioder, der giver ret til uddannelsesstøtte, ikke kan få stipendium og studielån, fordi støttetiden, jf. § 17, er brugt, og ikke får udbetalt slutlån.

Stk. 4. Årsfribeløbet forhøjes med 16.135 kr. for hvert af den uddannelsessøgendes børn, der er under 18 år.

Stk. 5. Fribeløbet og beløbet i stk. 4 reguleres en gang årligt efter bestemmelsen i § 12, stk. 3.

Stk. 6. Årsfribeløbet forhøjes med det beløb, en uddannelsessøgende får i stipendium til forskeruddannelse efter afsnit II, hvis den uddannelsessøgende gennemgår forskeruddannelsen samtidig med uddannelsen indtil kandidatgrad eller magisterkonferensgrad.

Stk. 7. Årsfribeløbet kan efter ansøgning forhøjes med det beløb, en uddannelsessøgende får som:

    1. Legater eller lignende, der gives med uddannelsesformål for øje, hvis sådanne beløb indgår i egenindkomsten.
    1. Udbetalinger i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring og lov om erstatningsansvar, hvis sådanne beløb indgår i egenindkomsten.

Stk. 8. Årsfribeløbet forhøjes for uddannelsessøgende, der har indgået kontrakt med forsvaret om deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver i udlandet. Fribeløbet forhøjes med følgende særlige indtægter, hvis de indgår i egenindkomsten:

    1. Løn og tillæg, der er indtjent under ovennævnte særlige tjenester i udlandet.
    1. Eventuel særlig godtgørelse og bonus, der udbetales eller frigøres samlet ved kontraktperiodens udløb.
    1. Feriegodtgørelse af de indtægter, der er nævnt i nr. 1 og 2.

Stk. 9. Undervisningsministeren fastsætter regler om forhøjelse af fribeløbet efter stk. 7.

§ 25. Uddannelsessøgende på 18 og 19 år får uden for klippekortet et grundstipendium på 1.108 kr. om måneden. For uddannelsessøgende, der får stipendium med udeboendesats efter § 8, stk. 4, er grundstipendiet dog 2.215 kr. om måneden. Grundstipendiet gives indtil udgangen af den måned, hvor den uddannelsessøgende fylder 20 år, og er uafhængigt af forældrenes indkomst.

Stk. 2. De uddannelsessøgende får tillæg til grundstipendiet, hvis forældrenes samlede indkomstgrundlag på grundlag af deres indkomst i det andet kalenderår forud for støtteåret ikke overstiger 191.900 kr. Tillægget svarer til forskellen mellem maksimalt stipendium efter § 8, stk. 1, samt eventuelt supplerende stipendium efter § 11 og grundstipendiet. Tillægget nedsættes ved et højere indkomstgrundlag og bortfalder helt ved et indkomstgrundlag på 335.331 kr.

Stk. 3. De uddannelsessøgende får dog uafhængig af forældrenes indkomst stipendium med det maksimale beløb efter § 8, stk. 1, når de har et barn.

Stk. 4. Forældrenes samlede indkomstgrundlag nedsættes med 20.369 kr. for hver af ansøgers søskende, der er under 18 år.

Stk. 5. Beløbene i stk. 1, 2 og 4 reguleres en gang årligt efter § 12, stk. 3.

Stk. 6. Uddannelsessøgende, hvis tillæg til grundstipendiet nedsættes eller helt bortfalder efter stk. 2, kan

    1. optage yderligere studielån med et beløb, der svarer til nedsættelsen,
    1. få årsfribeløbet forhøjet med et beløb, der svarer til nedsættelsen, eller
    1. samtidig optage yderligere studielån og få forhøjet årsfribeløbet med et beløb, der sammenlagt svarer til nedsættelsen.

Stk. 7. De uddannelsessøgende skal ved ansøgning om uddannelsesstøtte oplyse forældrenes navn, adresse og personnummer.

Stk. 8. Undervisningsministeren kan fastsætte regler

    1. om, at forældrenes indkomstgrundlag ikke skal lægges sammen,
    1. om nedsættelse af indkomstgrundlaget efter stk. 4,
    1. om, hvilket indkomstgrundlag der skal anvendes, når indkomstgrundlaget ændres,
    1. om fravigelse af indkomstgrundlaget, når forældrenes indkomst er faldet væsentligt,
    1. om beregningsgrundlaget for forældre med indkomst og formuebeløb på Færøerne og i Grønland og
    1. om beregningsgrundlaget for forældre med indkomster og formuebeløb, der ikke er skattepligtige i Danmark.

§ 26. Forældrenes indkomstgrundlag består af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, samt med tillæg af aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.

Stk. 2. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget.

Stk. 3. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indkomstgrundlaget. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indkomstgrundlaget.

§ 27. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om fradrag i stipendiet for kost og logi, når den uddannelsessøgende har fået hel eller delvis fritagelse for betaling af opholdsudgifter.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om minimal tildeling af uddannelsesstøtte.