← Lov om statens uddannelsesstøtte

§ Lov om statens uddannelsesstøtte · kapitel 11 af 12

Kapitel 11 – *Administration, klageadgang m.v.*

LOV nr 448 af 14/06/1995

§ 39. Styrelsen kan hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger om den uddannelsessøgende og dennes forældre, der er nødvendige for beregningen af uddannelsesstøtte og tilbagebetaling af uddannelsesstøtte, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.

Stk. 2. Styrelsen kan hos offentlige myndigheder og private institutioner indhente oplysninger til brug ved afgørelse af, om en uddannelsessøgende har ret til støtte til en uddannelse uden for klippekortet.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om

    1. adgangen til at indhente oplysningerne efter stk. 1 og 2 og kan herunder fastsætte, hvilke oplysninger der skal gives i elektronisk form,
    1. indhold og udformning af ansøgninger,
    1. indhold og udformning af lånedokumenter,
    1. udbetaling af uddannelsesstøtte,
    1. indbetaling til styrelsen,
    1. hvilke oplysninger der kan kræves skriftligt,
    1. frister for ansøgninger,
    1. frister for indbetalinger og
    1. frister for meddelelser.

§ 40. Hypotekbanken kan hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder indhente oplysninger om låntager, der er nødvendige for at administrere krav efter § 36, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Oplysningerne skal efter anmodning overføres til Hypotekbanken i elektronisk form.

§ 41. Den uddannelsessøgende skal oplyse navn, adresse og personnummer ved ansøgning om uddannelsesstøtte og ved henvendelse i øvrigt i en sag til styrelsen.

§ 42. De afgørelser, styrelsen kan træffe, kan efter undervisningsministerens bestemmelse helt eller delvis henlægges til vedkommende uddannelsesinstitution. Uddannelsesinstitutionen kan indhente de oplysninger, der er nævnt i § 39, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, nr. 1, hvis afgørelserne er henlagt til institutionen.

Stk. 2. Afgørelser, uddannelsesinstitutionen træffer efter stk. 1 eller efter styrelsens bestemmelse om støttetildelingen, kan inden 4 uger fra meddelelsen af afgørelsen indbringes for Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte af den, afgørelsen vedrører. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at klagen stiles til styrelsen og sendes til institutionen.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan bestemme, at afgørelser, der træffes af uddannelsesinstitutionen efter stk. 1, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 43. Uddannelsesinstitutionerne bistår styrelsen ved tildeling af uddannelsesstøtte. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om institutionernes administration i forbindelse med tildelingen af støtten.

Stk. 2. Styrelsen fører tilsyn med denne administration. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at styrelsen kan kræve oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af opgaven, herunder oplysninger om uddannelsessøgende, der ikke får uddannelsesstøtte, samt at uddannelsesinstitutionerne skal registrere oplysningerne og efter anmodning overføre dem til styrelsen i elektronisk form.

Stk. 3. Styrelsen kan ændre uddannelsesinstitutionernes afgørelser om uddannelsesstøtte efter klage eller på egen foranledning, jf. dog § 42, stk. 3.

Stk. 4. Styrelsen vejleder uddannelsesinstitutionerne om uddannelsesstøtteordningen.

§ 44. Undervisningsministeren kan nedsætte et råd, SU-rådet. Rådet rådgiver ministeren i spørgsmål om uddannelsesstøtten.

Stk. 2. Undervisningsministeren beskikker medlemmerne, herunder formanden.

§ 45. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at styrelsen træffer den endelige administrative afgørelse om godkendelse af, om uddannelser i udlandet giver ret til uddannelsesstøtte.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan nedsætte et nævn, Nævn om Støtteberettigende Uddannelser i Udlandet. Nævnet skal efter anmodning fra styrelsen fastlægge retningslinjer for godkendelse af, om uddannelser i udlandet giver ret til uddannelsesstøtte. Nævnet kan i særlige tilfælde udtale sig om godkendelse af, at enkelte uddannelser i udlandet giver ret til uddannelsesstøtte. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om nævnets sammensætning og virke.

§ 46. Undervisningsministeren nedsætter et ankenævn, Ankenævnet for Uddannelsesstøtten. Følgende afgørelser truffet af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte kan indbringes for ankenævnet:

    1. Grundlaget for tildeling og beregning af uddannelsesstøtte til en uddannelsessøgende.
    1. En støttemodtagers tilbagebetaling af uddannelsesstøtte.
    1. Eftergivelse af for meget udbetalt uddannelsesstøtte efter § 31, stk. 4.

Stk. 2. Klage over en afgørelse skal indbringes for ankenævnet inden 4 uger efter meddelelsen af afgørelsen. Klagen skal indbringes af den, afgørelsen vedrører. Ankenævnet kan indtil 6 måneder efter meddelelsen af afgørelsen se bort fra overskridelse af fristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.

Stk. 3. Klagen stiles til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og sendes til Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte. Hvis styrelsen fastholder afgørelsen, sender styrelsen klagen til ankenævnet med en udtalelse. Ankenævnet træffer den endelige administrative afgørelse.

Stk. 4. Ankenævnet består af en formand og to andre medlemmer. Formanden skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive dommer. Undervisningsministeren beskikker medlemmerne for fire år. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte forretningsorden for ankenævnet.

Afsnit II

Uddannelsesstøtte til Ph.D.-studiet