← Børnesundhedsloven

§ Børnesundhedsloven · kapitel 6 af 8

Kapitel 6 – *Administration og finansiering*

LOV nr 438 af 14/06/1995

§ 11. Bopælskommunen tilbyder børn og unge de ydelser, der er nævnt i §§ 2, 4 og 6.

Stk. 2. Børn og unge, der går i skole i en anden kommune end bopælskommunen, skal dog tilbydes de i stk. 1 omhandlede ydelser i den kommune, hvor skolen ligger.

§ 12. Kommunalbestyrelsen ansætter læger, sundhedsplejersker, sygeplejersker og andet personale til at varetage kommunens opgaver efter denne lov.

Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede personer udgør den kommunale sundhedstjeneste.

§ 13. Den kommunale indsats kan tilrettelægges i samarbejde mellem to eller flere kommuner.

§ 14. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kommunale forpligtelser efter denne lov, herunder om ydelser til børn i kriminalforsorgens institutioner.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte retningslinjer for tilrettelæggelsen og indholdet af ydelser efter denne lov.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om uddannelsen af personalet i den kommunale sundhedstjeneste, og i særlige tilfælde kan Sundhedsstyrelsen dispensere fra kravet om ansættelse af sundhedsplejersker.

§ 15. Den alment praktiserende læge skal i forbindelse med de forebyggende helbredsundersøgelser efter § 4 søge at indhente samtykke til, at lægen videregiver oplysninger om barnets helbredsforhold til den kommunale sundhedstjeneste.

Stk. 2. Den kommunale sundhedstjeneste skal søge at indhente samtykke til, at den kommunale sundhedstjeneste videregiver oplysninger om barnets helbredsforhold til barnets alment praktiserende læge.

§ 16. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal sikre en koordination af indsatsen vedrørende børns og unges sundhedsforhold i forbindelse med varetagelse af opgaverne i henhold til denne lov.

§ 17. Kommuner, amtskommuner og alment praktiserende læger er forpligtet til at afgive oplysninger om virksomheden i medfør af denne lov til de centrale sundhedsmyndigheder efter regler fastsat af sundhedsministeren.

§ 18. Ydelser efter denne lov er vederlagsfri.

Stk. 2. Udgifter efter §§ 2, 4, 6, 7 og 8 afholdes af bopælskommunen. Ydelser, der tilbydes i henhold til § 11, stk. 2, afholdes af den kommune, hvor skolen er beliggende.

Stk. 3. Udgifter til ydelser efter § 3 afholdes af bopælsamtskommunen.