← Børnesundhedsloven

§ Børnesundhedsloven · kapitel 2 af 8

Kapitel 2 – *Ydelser til alle børn og unge*

LOV nr 438 af 14/06/1995

§ 2. Alle børn og unge skal indtil undervisningspligtens ophør tilbydes sundhedsvejledning, bistand samt funktionsundersøgelser ved en sundhedsplejerske.

Stk. 2. I barnets første leveår skal sundhedsplejerskens virksomhed normalt udøves ved besøg i hjemmet.

§ 3. Alle børn under den undervisningspligtige alder skal tilbydes 7 forebyggende helbredsundersøgelser ved alment praktiserende læger, heraf 3 undersøgelser i barnets første leveår.

§ 4. Alle børn i den undervisningspligtige alder skal tilbydes 2 forebyggende helbredsundersøgelser ved en kommunalt ansat læge. Den første helbredsundersøgelse skal tilbydes i barnets første skoleår. Den anden helbredsundersøgelse skal tilbydes umiddelbart før undervisningspligtens ophør.

§ 5. Alle børn og unge under 18 år skal tilbydes vaccination mod visse sygdomme efter regler fastsat af sundhedsministeren i medfør af lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme.

Stk. 2. Alle børn og unge under 18 år skal tilbydes vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje efter reglerne i lov om tandpleje m.v.