← Lov om røgfri miljøer i offentlige lokaler, transportmidler og lignende

§ Lov om røgfri miljøer i offentlige lokaler, transportmidler og lignende · kapitel 3 af 5

Kapitel 3 – *Staten*

LOV nr 436 af 14/06/1995

§ 3. På statslige arbejdspladser er tobaksrygning ikke tilladt i lokaler, som udgør arbejdsstedet for mere end en ansat, samt i fælles opholdslokaler og lignende for de ansatte.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i lokaler omfattet af stk. 1, såfremt de ansatte, der har arbejdssted i sådanne lokaler, erklærer sig indforstået hermed, eller såfremt der træffes foranstaltninger, der sikrer, at ingen af de andre ansatte ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

Stk. 3. Tobaksrygning er endvidere tilladt i særskilte lokaler, der er indrettet for rygere. I tilfælde, hvor det er overordentlig vanskeligt eller kostbart at indrette særskilte lokaler til tobaksrygning, kan tobaksrygning tillades i særligt markerede områder, såfremt der træffes foranstaltninger, der sikrer, at ingen af de andre ansatte ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

§ 4. Tobaksrygning er ikke tilladt under møder i den statslige forvaltning, herunder møder i offentlige råd, nævn og kommissioner, medmindre samtlige mødedeltagere er enige om at tillade tobaksrygning.

§ 5. Tobaksrygning er ikke tilladt i statslige lokaler, hvortil der er adgang for offentligheden.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i særskilte lokaler, der er indrettet for rygere.

§ 6. Tobaksrygning er ikke tilladt på statslige dag- og døgninstitutioner og uddannelsesinstitutioner.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i særskilte lokaler, der er indrettet for rygere.

Stk. 3. På institutioner, hvor der ikke er mulighed for at benytte særskilte lokaler for rygere, kan tobaksrygning tillades i øvrige lokaler, såfremt der samtidig træffes foranstaltninger, der sikrer, at ingen ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

§ 7. Tobaksrygning er ikke tilladt i statslige transportmidler i fast rutefart inden for landets grænser.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i statslige transportmidler, såfremt der er truffet foranstaltninger, der sikrer, at ingen ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

§ 8. Uanset bestemmelserne i §§ 2-6 kan tobaksrygning undtagelsesvis tillades, hvor der er særlige hensyn, der taler imod et forbud mod tobaksrygning, og hvor det kan ske, uden at andre ufrivilligt generes heraf.

§ 9. Vedkommende myndighed oplyser ved skiltning og lignende om reglerne for tobaksrygning i de pågældende lokaler og transportmidler.