Lov om afgift af dødsboer og gaver § 12

§ 12. Aktiver og passiver i dødsboer ansættes i boopgørelsen til deres handelsværdi på den i boopgørelsen fastsatte opgørelsesdag. Aktiver, der udloddes før opgørelsesdagen, ansættes dog til værdien på udlodningstidspunktet. I en anmeldelse efter § 10, stk. 3, 4, 6 og 7, anføres værdierne på anmeldelsestidspunktet. I en anmeldelse efter § 10, stk. 5, anføres værdierne på udbetalingstidspunktet. Ved opgørelsen af sidstnævnte værdi fratrækkes afgift efter pensionsbeskatningsloven, som skal betales af det udbetalte beløb, og 40 pct. af værdien på tidspunktet for første udbetaling af en forsikring m.v. med løbende eller ratevise skattepligtige udbetalinger. Ansættelsen er bindende for boet, arvingerne, legatarerne, selskaberne og repræsentanterne for udenlandske forsikringsselskaber.

Stk. 2. Finder den kommunale skattemyndighed, at en værdiansættelse ikke svarer til handelsværdien på de i stk. 1 nævnte tidspunkter, kan skattemyndigheden ændre værdiansættelsen eller kræve en sagkyndig vurdering udmeldt af skifteretten efter kildeskattelovens § 16, stk. 3-5.

Stk. 3. Kan arvingerne, selskaberne eller repræsentanterne for udenlandske selskaber ikke anerkende den ændrede værdiansættelse, kan denne påklages efter skattestyrelseslovens regler herom.

Kilde: Retsinformation.dk