← Lov om afgift af dødsboer og gaver

§ Lov om afgift af dødsboer og gaver · kapitel 7 af 11

Kapitel 7 – *Regulering af beløb, oplysningspligt m.v.*

LOV nr 426 af 14/06/1995

§ 31. Grundbeløbene i § 6 og § 22 reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 2. De regulerede grundbeløb for det år, hvor afgiftspligten indtræder, anvendes.

Stk. 3. Skatteministeren bekendtgør årligt de regulerede grundbeløb, der er gældende for det pågældende kalenderår.

§ 32. Skatteministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om boet og den afgiftspligtiges boopgørelse eller anmeldelse.

Stk. 2. Skatteministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om boafgifternes beregning og opkrævning, herunder om eksekutorernes og skifteretternes medvirken og om indberetninger til og fra skifteretterne.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af gaveafgiften.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om ansættelsen af værdien af forsikringsbeløb m.v., jf. § 12, stk. 1, og § 10, stk. 5.

§ 33. Offentlige myndigheder, bestyrelser for pengeinstitutter, forsikringsselskaber, kreditforeninger, pensionskasser m.fl. og repræsentanter for udenlandske forsikringsselskaber er forpligtet til uden betaling at meddele skifteretterne, eksekutorer, privatskiftende arvinger, anmeldelsespligtige, de kommunale skattemyndigheder og de statslige told- og skattemyndigheder alle oplysninger, som de er i besiddelse af, og som kan tjene som vejledning ved boafgifternes eller gaveafgiftens beregning.

Stk. 2. Eksekutorer, den efterlevende ægtefælle, arvinger, legatarer, de i § 10, stk. 4, nævnte fideikommisser og personer og de i § 10, stk. 5, nævnte selskaber m.fl. samt repræsentanter for udenlandske forsikringsselskaber er forpligtet til efter anmodning fra skifteretten at give alle oplysninger af betydning for afgiftsberegningen.

Stk. 3. Nægter nogen af de i stk. 1 og 2 nævnte personer, selskaber, myndigheder m.fl. at give skifteretten eller told- og skattemyndighederne de ønskede oplysninger, eller er boopgørelse i privat skiftede boer ikke indsendt rettidigt, kan skatteministeren fremtvinge oplysningerne ved pålæg af dagbøder.

§ 34. De anmeldelsespligtige efter § 10, stk. 5, skal tilrettelægge deres regnskaber således, at de afgivne oplysninger i anmeldelserne kan afstemmes med regnskabsføringen.