§ Lov om afgift af dødsboer og gaver · kapitel 4 af 11
Kapitel 4 – *Indbetaling af afgifterne*
LOV nr 426 af 14/06/1995
§ 19. Boafgifterne i privat skiftede boer og i anmeldelser efter § 10, stk. 3, 4, 6 og 7, forfalder til betaling 4 uger efter, at boet eller den afgiftspligtige har modtaget afgiftsopkrævningen, med sidste rettidige betalingsdag 14 dage senere. Falder den sidste rettidige betalingsdag på en helligdag, lørdag eller søndag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 2. Boafgifter i offentligt skiftede boer forfalder til betaling, når udlodning kan ske. I eksekutorboer, der ikke er afsluttede inden udgangen af boets 3. indkomstår, skal foreløbige boafgifter indbetales samtidig med indsendelse af en foreløbig boopgørelse, jf. § 10, stk. 2.
Stk. 3. Boafgifter af afgiftspligtige forsikringer m.v. skal tilbageholdes af det selskab, der udbetaler forsikringen m.v., og afgifterne af hele forsikringen indbetales til skifteretten samtidig med, at angivelsen efter § 10, stk. 5, indgives.
Stk. 4. Skifteretten påser, at boafgifterne i eksekutorboer og af afgiftspligtige forsikringer m.v. er korrekt beregnede.
§ 20. I eksekutorboer hæfter eksekutor for boafgifterne.
Stk. 2. I privat skiftede boer hæfter arvingerne personligt og solidarisk for boafgifterne. Legatarerne hæfter med værdien af det modtagne.
Stk. 3. En privatskiftende arving kan som betingelse for at acceptere privat skifte kræve, at der, inden deling af boet påbegyndes, skal stilles bankgaranti eller tilsvarende sikkerhed for boafgifterne, eller at utvivlsomt tilstrækkelige midler til dækning af afgiftskravene indsættes på en spærret konto i et pengeinstitut.
Stk. 4. Personer, der er anmeldelsespligtige efter § 10, stk. 3, 4, 6 og 7, hæfter for boafgifterne.
Stk. 5. Har en arving eller legatar uden skifte fået udbetalt arv, jf. § 8, stk. 3, og er den afgift, der forholdsmæssigt hviler på arven, større end arvingens resterende arv, hæfter alene den efterlevende ægtefælle og arvingen for denne afgift.
Stk. 6. Forsikringsselskaber, pengeinstitutter, pensionskasser og repræsentanter for udenlandske forsikringsselskaber hæfter for afgifterne af afgiftspligtige forsikringsbeløb m.v., som de udbetaler til en begunstiget.
§ 21. Arvinger, der ønsker at overtage et bo til privat skifte, skal, inden boet udleveres, stille bankgaranti eller tilsvarende sikkerhed for boafgifternes betaling, hvis en arving i boet ikke har hjemting her i landet.
Afsnit II
Afgift af gaver