← Lov om afgift af dødsboer og gaver

§ Lov om afgift af dødsboer og gaver · kapitel 2 af 11

Kapitel 2 – *Afgiftspligtens indtræden og omfang*

LOV nr 426 af 14/06/1995

§ 8. Afgiftspligten indtræder ved en persons død eller ved afsigelse af dødsfaldskendelse eller dødsformodningsdom.

Stk. 2. Når en gift person afgår ved døden og den efterlevende ægtefælle vælger at sidde i uskiftet bo, indtræder afgiftspligten af afdødes del af boet først, når det uskiftede bo skiftes.

Stk. 3. Afgiftspligten af afdødes del af boet indtræder, uanset om boet skiftes, hvis den efterlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab. Udbetaler den efterlevende ægtefælle uden skifte arv efter førstafdøde, indtræder afgiftspligten af den udbetalte arv ved udbetalingen. Det i § 6 nævnte bundfradrag finder ikke anvendelse ved afgiftsberegningen.

Stk. 4. Ved erhvervelsen af en kapital i et fideikommis indtræder afgiftspligten ved successionen.

§ 9. Når en afdød person ved dødsfaldet havde hjemting her i landet, omfatter afgiftspligten hele afdødes formue, uanset hvor den befinder sig.

Stk. 2. Havde afdøde ikke hjemting her i landet, omfatter afgiftspligten faste ejendomme og tilbehør hertil samt formue tilknyttet faste driftssteder her i landet.

Stk. 3. Er afdødes bo eller en del heraf henvist til behandling her i landet efter lov om skifte af dødsbo og fællesbo, omfatter afgiftspligten den del af afdødes formue, som er omfattet af skiftet her i landet.